St. Etienne bekræfter Ankersen-interesse
Illustration
Superliga

St. Etienne bekræfter Ankersen-interesse

Peter Ankersen er et varmt navn i franske St. Etienne. Det bekræfter klubbens træner. 

Spekulationerne om Peter Ankersens fremtid synes ingen ende at tage. 

Senest har spillerens agent udtalt, at man forventer en afklaring i denne uge, og at Red Bull Salzburg er det eneste fokus for Ankersen-lejren, men alligevel er der interesse fra anden side. 

Den franske klub St. Etienne er blevet sat i forbindelse med Peter Ankersen, og nu bekræfter klubbens træner Christophe Galtier, at den danske højreback er en interessant spiller for klubben. 

- Jeg var blevet fortalt, at han havde skrevet under med en klub for en høj pris, men spilleren har afvist det. Han er en spiller, der interesserer mig. Han er en rigtig god kontraspiller, og han er meget teknisk stærk. Det er en moderne back, siger Galtier på et pressemøde i Frankrig. 

Peter Ankersen udtalte torsdag, at han var utilfreds med Esbjerg fB's ageren i sagen om hans fremtid, men meget tyder på, at spilleren snart får en afklaring. 

Under alle omstændigheder ligger det fast, at Peter Ankersen spiller for Esbjerg fB i foråret, idet Esbjerg ikke har tænkt sig at skille sig af med nogen profiler i dette transfervindue.