Thomas Frank søger ny anfører
Illustration
Superliga

Thomas Frank søger ny anfører

Brøndby-anfører Mikkel Thygesen er ude det meste af resten af sæsonen, og Martin Albrechtsen er stærk tvivlsom til opgøret mod FCK, så hvem skal egentlig være anfører?

Hvem skal være anfører i Brøndby, efter Mikkel Thygesen er blevet langtidsskadet?

Det naturlige valg er Martin Albrechtsen, der har været sidestillet anfører med Thygesen, men forsvarskrumtappen er stærkt tvivlsom til opgøret med den lårskade, der tvang ham ud af kampen mod FC Midtjylland.

Det giver formentlig ikke mening at lægge ret meget i, at Lukas Hradecky fik anførerbindet, efter de to var gået ud i Herning, eftersom Thomas Frank efterfølgende gjorde det klart, at det var mere eller mindre tilfældigt, at målmanden fik bindet. Siden har Thomas Frank tænkt videre, men han har ikke truffet nogen beslutning.

- Jeg har to anførere, og det er Mikkel og Albrechtsen. Mikkel spiller selvfølgelig ikke, og hvis Albrechtsen heller ikke spiller søndag, så skal jeg have truffet en ny beslutning, og det har jeg ikke gjort endnu, men jeg har selvfølgelig gjort mig nogle tanker om det, siger Thomas Frank til tipsbladet.dk.

Lukas Hradecky er givet én af emnerne til at overtage armbindet, mens Thomas Kahlenberg, Martin Ørnskov og Khalid Boulahrouz måske også kunne være i spil. Thomas Frank vil dog ikke ud med, hvad hans tanker går på, da han endnu ikke har involveret truppen i tankerne.

- I og med vi ikke har truffet en beslutning eller i øvrigt meldt noget ud, synes jeg, det vil være utroværdigt af mig at sige det til dig først.