Todd: Skuffet over efteråret
Illustration
Superliga

Todd: Skuffet over efteråret

Randers-træner Colin Todd er en smule skuffet over holdets efterår, til trods for at det endte på femtepladsen. 

Randers sluttede efterårssæsonen i Superligaen flot af og overvintrer på femtepladsen, men alligevel er træner Colin Todd lidt skuffet over holdets resultater. 

- Vi er måske lidt skuffede over sæsonens 18 kampe, når man sammenligner med hele sidste sæson, men som jeg pointerede fra sæsonstart, ja så kunne det blive vanskeligt at bevare standarden fra sidste sæson med bronzemedaljer og finaledeltagelse i pokalturneringen. Og det er ikke blevet mindre vanskeligt af den meget tætte Superliga, som vi ser i år, siger Todd til Randers FC's hjemmeside og fortsætter:

- Jeg synes også, at vi er blevet mere stabile i år. Sidste sæson fik vi et par alvorlige afklapsninger, mens vi i dette efterår sluttede vi af med kun et nederlag i de sidste otte kampe - og så kan man jo håbe på, at vi får en lige så god start på foråret, som vi fik i sidste forår.

Som oprykker sluttede Randers i sidste sæson på tredjepladsen i Superligaen, men den præstation får holdet dog svært ved at gentage i denne sæson. Holdet har syv point op til FC København, der lige nu ligger til bronzemedaljer.