Udskældt disciplinærinstans skal ændres: DBU nedsætter arbejdsgruppe
Foto: Jan Christensen/Getty Images
Superliga

Udskældt disciplinærinstans skal ændres: DBU nedsætter arbejdsgruppe

Fodboldens Disciplinærinstans har modtaget megen kritik gennem årene, og nu skal den laves om. DBU har sammensat en arbejdsgruppe, der skal modernisere instansen.

Der er godt nyt til dem, der gennem længere tid har kritiseret Fodboldens Disciplinærinstans. Det disciplinære system i dansk fodbold skal nemlig have et gennemsyn og moderniseres. Det fortæller DBU i en pressemeddelelse.

Allerede i foråret varslede formand Jesper Møller, at instansen skulle have en serviceeftersyn, og især efter pokalfinalen, hvor ansvaret for tilskuernes brug af pyroteknik ikke kunne placeres, fik instansens (manglende) beføjelser opmærksomhed.

DBU har nedsat en arbejdsgruppe, der skal se på mulige ændringer i instansens sammensætning og komme med forslag, som "kan forbedre sagsbehandlingen, minimere interessekonflikter og underbygge de dømmende instansers uafhængighed af DBU."

Gruppen skal i første halvår af 2018 komme med sine anbefalinger til DBU's bestyrelse, der derefter skal diskutere mulige ændringer, inden disse kan vedtages i DBU's repræsentantskab, som er unionens øverste organ og svarer til en generalforsamling.

Tipsbladet.dk var i går i kontakt med Claus Thomsen, der er direktør i Divisionsforeningen, som står for driften af det bedste rækker og DBU Pokalen, og han forklarede tiltaget således:

- Hvis du spørger hvorfor, så er det, fordi det bør man jo gøre. Det er noget tid, siden der er blevet kigget på det sidst. Verden har udviklet sig en del siden. Det handler om at gøre det opdateret og se på, om der er ting, der kan optimeres.

Du kan også læse et interview med DBU-formand Jesper Møller om tankerne bag det tiltag, der nu bliver lanceret, her.

Arbejdsgruppen består af:

Jens Hjortskov, advokat og formand for Fodboldens Disciplinærinstans
Peter Rønnow, advokat og partner hos Lett Advokater
Peter Ebbesen, turneringschef i Divisionsforeningen
Lars Kühnel, advokat og partner ved Advokatfirmaet Kühnel og formand for bestyrelsen i Hobro IK
Jesper Hansen, sportsdirektør i OB
En advokat og/eller jurist fra DBU vil varetage sekretærfunktionen.

Derudover vil gruppen blive suppleret af yderligere et par navne.