Viborg tester tidligere Fulham-talent
Illustration
Superliga

Viborg tester tidligere Fulham-talent

Viborg tester midtbanespiller King Osei Gyan, der tidligere har været talent i Fulham og spillet en enkelt landskamp for Ghana.

Viborg har allerede forstærket sig ”Stoort” i dette transfervindue, og nu kan der også være kongelig forstrækning på vej til domkirkebyen. I hvert fald tester Viborg i denne uge en spiller med det royale navn King.

Helt præcis hedder han King Osei Gyan, er midtbanespiller, kommer fra Ghana og har tidligere været tilknyttet norske Viking Stavanger samt Premier League-klubben Fulham, hvor han for år tilbage var en del af talentakademiet.

Nu meddeler Viborg på sin hjemmeside, at man tager et nærmere kig på den 25-årige midtbanespiller, der skal til den helt store eksamen i morgen, når han får spilletid i en testkamp mod OB.

King Osei Gyan står noteret for en enkelt landskamp for Ghana – den fik han tilbage i 2008 i en venskabskamp mod Tanzania.