Zorniger er
Foto: Lars Rønbøg/Getty Images
Superliga

Zorniger er "pissed" over de københavnske souvenirbutikker

Brøndby-træner Alexander Zorniger mener, at der er meget arbejde for Brøndby forude. Specielt uden for banen, hvor han vil have klubben mere frem i det københavnske bybillede.

Den 5. november 2017 er en dag, som Brøndby-fans fremover kommer til at huske, for det er dagen, hvor klubben fra Vestegnen endelig fik en sejr over ærkerivalerne i Telia Parken. Efter 13 år uden sejre i Superligaen og DBU Pokalen over FC København kom klubben fra søndagens møde med en sejr, tre point og en afstand til FCK på 11 point i tabellen.

For træner Alexander Zorniger er der dog ikke et stort ønske om at påtage sig en favoritværdighed i Superligaen. I stedet mener han, at Brøndby IF på mange andre punkter er et stykke efter FC København.

- Det er første sejr for mig i halvandet år (i Telia Parken, red.). Jeg ved godt, fansene har en anden følelse lige nu. Jeg ved, de elsker holdet, og at de elsker mig og alle de andre ansvarlige mennesker i klubben lige nu. Og vi skal fortsætte. Lige nu hjælper det ikke, hvis vi taler om alt muligt andet end den næste kamp. Nu begynder det at regne, så skal det sne, og der venter lave temperaturer, inden vi afslutter sæsonen, og så kan vi tale om, hvad der var muligt eller ej, siger Alexander Zorniger.

Men du giver vel fansene noget at drømme om?

- Ikke mig. Ikke mig. Holdet og måden, vi agerer på banen på, og selvfølgelig resultatet og tabellen, og det er deres ret (fansenes, red.). Men jeg har sagt det før: Da jeg kom til Brøndby var planen to gange fire år. Nu er vi i det andet år, så vi skal stadig udvikle ting omkring klubben. Jeg er totalt "pissed", at der i alle souvenirbutikker i København kun er FCK-trøjer og krus og sådan. Jeg er selv heldig en gang imellem at kunne flyve hjem (til Tyskland), og selv i lufthavnen... Brøndby er meget velkendt i Europa, så vi skal rejse os og udvikle mange ting.

Er I kommet tættere på FCK sådan helt generelt?

- Det ved jeg ikke. Brøndby er helt generelt en anden klub, så vi ved, hvor vi kommer fra, og hvorfor vi i fortiden har fået resultater. Men tiderne har ændret sig dramatisk, så vi har meget at udvikle.

Så hvad er det vigtigste for dig og holdet lige nu?

- At vinde kampe.

Sejren sender Brøndby tilbage på førstepladsen i Superligaen, efter FC Midtjylland midlertidigt havde taget pladsen med fredagens sejr over FC Helsingør. Nu venter så en landskampspause, inden klubben møder FC Nordsjælland om et par uger. FCN, der aktuelt ligger nummer tre i tabellen.