Hjemvendt FCM-back skal afløse Nissen: Jeg kan sagtens løfte den opgave
Foto: Lars Rønbøg/Getty Images
Superliga

Hjemvendt FCM-back skal afløse Nissen: Jeg kan sagtens løfte den opgave

Mads Døhr Thychosen er har spillet 22 Superliga-kampe i karrieren, og han er udset til at blive Rasmus Nissens erstatning i FC Midtjylland. Selv om der er et helt andet pres i Herning end i Horsens, som han senest var udlejet til, er backen ikke i tvivl om, at han nok skal lykkes.

Man kan vist godt kalde det at sende et signal. I begyndelsen af sidste uge solgte FC Midtjylland Rasmus Nissen til Ajax, og torsdag fik Mads Døhr Thychosen en ny femårig kontrakt med klubben.

Backen, der var udlejet til AC Horsens i efteråret, har da også fået at vide, at cheftræner Jess Thorup satser på ham og konkurrenten Alexander Munksgaard som Nissens afløser. Nu står Døhr Thychosen foran et forår med mesterskabskamp, og selv om han kun har 22 Superliga-kampe bag sig, er han sikker på, at han nok skal klare sig.

- Jeg har ikke spillet så mange kampe, og mange udefra havde måske hellere set, at de hentede en ny én, som havde spillet mange år i Superligaen, men jeg er ikke i tvivl om, at jeg sagtens kan løfte den opgave. Jeg har gået og ventet på den her chance i lang tid, og nu glæder jeg mig til at slå til, siger Mads Døhr Thychosen til tipsbladet.dk.

Især det halve år i Horsens har modnet den 20-årige back, og det har gjort ham klar til at tage over for storsalget Nissen.

- Det giver bare noget andet at spille i Superligaen end mit første år som senior, hvor jeg bare trænede og fik nogle enkelte indhop. Det giver noget ballast, når nu er jeg kommet tilbage hertil. Så jeg mener helt klart, jeg er blevet en anden spiller, siger han.

- Så det har været helt perfekt, det halve år, jeg har haft i Horsens. Ellers er jeg heller ikke sikker på, at jeg stod så klar, som jeg gør nu, til at gå ind i Superligaen.

I Horsens var Mads Døhr Thychosen og co. ofte undertippet, selv om holdet endte efteråret på femtepladsen. Holdet har overrasket positivt, men det kan de næsten ikke gøre i FC Midtjylland.

Selv om mesterskabet ikke er noget kriterium for succes, vil det formentlig også være en skuffelse ikke at vinde det, når nu de ligger på førstepladsen før forårsstarten. I FC Midtjylland forventes det, at man vinder de fleste kampe, og det er et andet forventningspres, end Mads Døhr Thychosen er vant til.

- Man spiller selvfølgelig altid for at vinde, men her er der virkelig pres på hver gang, og det er ligegyldigt, hvem man møder. Om det er FCK, Brøndby, eller hvad det er, så forventer folk, at vi vinder. Det er jo den kultur, man gerne vil være i. Vi er alle sammen vindere, ellers havde vi ikke været her, siger han. 

Mads Døhr Thychosen FC Midtjylland indleder foråret med en fredagskamp mod netop AC Horsens.


Sponsoreret:
Drømmer du om en tur ud i Europa for at opleve den fede fodboldstemning på et af de helt store stadions?

Skal det være hos FC Barcelona, Real Madrid, Manchester United, Liverpool, Chelsea, Bayern München eller noget endnu bedre?

Få tre hurtige tilbud på den perfekte fodboldtur for dig og vennerne, for far og søn eller for hele familien.

Det er nemt, hurtigt og enkelt, og der er svar fra rejsearrangørerne inden for 24 timer – find dit rejsetilbud her.