Video : Tipsbladet
Bundesliga

Yussuf-indhop i ny Leipzig-sejr

RB Leipzig vandt sikkert ude over Schalke, mens Bo Svenssons Mainz hentede ny vital sejr i bunden.

RB Leipzig er fortsat nærmeste udfordrer til topholdet Bayern München i Bundesligaen.

Med en udesejr på 3-0 over Schalke 04 kom Leipzig på andenpladsen op på 41 point, mens Bayern fredag nåede 48 point. Schalke har med sine otte point på sidstepladsen ni point op til redning.

Leipzig, der havde Yussuf Poulsen på bænken fra start, dominerede første halvleg og havde et par fine muligheder. Schalkes angreb var mere sporadiske, men udeholdet havde dog en farlig kontrachance.

Det trak op til en målløs første halvleg, men symptomatisk for Schalkes sæson scorede Leipzig dybt inde i tillægstiden.

Christopher Nkunku sparkede hjørnespark, og inde foran mål stod Nordi Mukiele helt umarkeret og headede bolden i hjørnet til 1-0.

Minuttet efter pausen burde den tidligere FC Midtjylland-målsluger Alexander Sørloth have øget i helt fri position, men keeper Ralf Fährmann, der blev valgt som førstemålmand på bekostning af nu skadede Frederik Rønnow, reddede.

Fährmann havde i det hele taget travlt i begyndelsen af anden halvleg, hvor udeholdet sværmede omkring Schalke-målet.

Midtvejs i anden halvleg blev Yussuf Poulsen sendt på banen, men det var Marcel Sabitzer, der fem minutter senere øgede til 2-0 efter et velspillet angreb.

Tre minutter før tid satte Willi Orban punktum med målet til 3-0 på et flot hovedstød.

Wolfsburg kom på tredjepladsen op på 38 point med udesejren på 2-0 over Augsburg, der stillede med Mads Pedersen i hele kampen.

Bayer Leverkusen vandt hjemme med 5-2 over Stuttgart og har dermed 35 point på fjerdepladsen.

Med Thomas Delaney på banen i den første time skuffede Borussia Dortmund igen ved at tabe 1-2 ude mod Freiburg. Dortmund har 32 point på sjettepladsen.

I bunden er Mainz 05 begyndt at skrabe flere point til sig efter Bo Svensson tiltrædelse som træner.

Lørdag blev det til en ny flot skalp på hjemmebane, da Union Berlin blev slået 1-0. For to uger siden blev Leipzig nedlagt samme sted.

Moussa Niakhate bragte Mainz foran på et straffespark midtvejs i første halvleg, og ti minutter efter pausen blev vilkårene for at køre sejren hjem bedre, da Unions Berlins Nico Schlotterbeck fik rødt kort.

Marcus Ingvartsen spillede de første 81 minutter for Union, men hverken han eller holdkammeraterne formåede at ændre på facit.

FC Köln fik skabt et hul på fire point til nedrykningsstregen med en udesejr på 2-1 over Borussia Mönchengladbach, der omvendt mistede terræn i toppen og nu ligger nummer syv.

Elvis Rexhbecaj scorede begge mål for gedebukkeklubben.

/ritzau/