Ny FCM-keeper skal erstatte reserven Falkesgaard, der er på vej mod udlandet
Foto: Lars Rønbøg/Getty Images
Superliga

Ny FCM-keeper skal erstatte reserven Falkesgaard, der er på vej mod udlandet

Der bliver næppe tale om fire målmænd i FC Midtjylland, der er i færd med at sende reservemålmand Michael Falkesgaard til udlandet, fortæller klubben i forbindelse med signingen af Bill Hamid.

FC Midtjylland har netop præsenteret den amerikanske målmand Bill Hamid som ny spiller i klubben. Han skifter til Superligaens førerhold til vinter, når hans kontrakt i DC United udløber.

Hamid er amerikansk landsholdsmålmand og 26 år gammel, så hans profil passer i hvert fald ikke til en, der skal spille andenviolin i Danmark. Spørgsmålet er så, hvor det efterlader de øvrige målmænd i klubben. 

For Michael Falkesgaards vedkommende tyder det på et snarligt udlandsskifte. Hamid er nemlig hentet ind som erstatning for Falkesgaard, der kan være på vej væk fra FC Midtjylland.

- Michael Falkesgaard har fået en mulighed for at komme til udlandet, og den mulighed har vi givet ham chancen for at forfølge. Derfor ser vi det som rettidig omhu at hente en god målmand i Bill Hamid allerede nu og så endda på en fri transfer, siger sportschef Svend Graversen til fcm.dk.

Det fremgår ikke, hvor Falkesgaard er på vej hen, og tipsbladet.dk har forgæves forsøgt at få fat i ham til en kommentar. Spillerens agent, Simon Friis, bekræfter, at der arbejdes på en ny klub fra 1. januar.

Dermed kommer FC Midtjylland efter alt at dømme til at fortsætte med tre målmænd i førsteholdstruppen efter nytår: Jesper Hansen, Oliver Ottesen og altså Bill Hamid.