Skade koster ikke Rønnow spilletid
Illustration
Superliga

Skade koster ikke Rønnow spilletid

Selvom Frederik Rønnow døjer med et springerknæ, kommer det ikke til at påvirke hans deltagelse i kampene i foråret, slår hans træner fast.

I dag flyver Frederik Rønnow hjem til Danmark midt under U/21-landsholdets tur til Tyrkiet, fordi han er for medtaget af det springerknæ, som han har bakset med hele efteråret. Eftersom knæet begyndte at gøre værker igen, frygtede han, at det ville koste ham deltagelsen i nogle af forårets kampe, men det bliver der ikke noget af.

Hans egen træner i Esbjerg, Niels Frederiksen, forventer i hvert fald at kunne råde over sin førstemålmand i hele den kommende halvsæson. Træningen skal bare tilpasses, så Rønnow ikke bliver overbelastet.

-  Vi har haft godt styr på det under den første uges træning efter vinterpausen, men så har knæet åbenbart voldt større problemer i Tyrkiet, end vi havde håbet på. Vi har derfor efter samråd med U21-landsholdets lægestab vurderet, at det vil være bedst at få ham hjem og danne os et overblik over, hvordan det videre behandlingsforløb skal tilrettelægges. Frederik skal doseres meget nøje træningsmæssigt, og jeg forventer, at vi også i forårssæsonen vil være i stand til at tilpasse indsatsen, så han kan spille, siger Niels Frederiksen til klubbens hjemmeside. 

I stedet for Esbjerg-keeperen har U/21-landstræner Jess Thorup udtaget FC Nordsjællands David Jensen.