Sprudlende AaB knuste AGF i DBU Pokalen
Illustration
Superliga

Sprudlende AaB knuste AGF i DBU Pokalen

Der var klasseforskel, da AaB onsdag aften spillede sig i DBU Pokalens semifinale med en sejr på hele 4-1 ude over AGF.

Tipsbladet.dk på NRGi Park: AaB er klar til semifinalen i DBU Pokalen efter en suveræn præstation i Aarhus foran 4.517 tilskuere, hvor Kent Nielsens tropper uddelte lammere til AGF og Peter Sørensen. 4-1 blev slutresultatet, og det kunne såmænd været blevet endnu større, havde AaB været skarpere i første halvleg.

For AGF-træner Peter Sørensen blev presset bestemt ikke mindre efter en begivenhedsrig start på forårssæsonen, hvor cheftræneren droppede Casper Sloth mod FC København og i nogles øjne talte anfører og kulturbærer Steffen Rasmussen ned. Måske skulle Peter Sørensen have droppet Sloth igen, for AGF fungerede overhovedet ikke og var næstbedst fra Aarhus til Aalborg.

Det startede - for at sige det mildt - elendigt for AGF, der allerede efter to minutters spil var bagud. En lang bold til Patrick Kristensen, og så havde højrebacken god tid til at smide et indlæg i feltet. Han valgte den flade version, Kasper Risgård kunne trille den videre med hælen til Nicolaj Thomsen. Og så stod den 1-0 til AaB. Og sådan fortsatte det så de næste 88 minutter.

AGF's første afsluning kom efter 21 minutters spil, hvor et hjørnespark blev mødt af Anders Kures hoved. Det blev i første omgang afværget, og returen sparkede en svagtspillende Martin Jørgensen over mål.

AaB var gode til at komme ned bag de to AGF-backs, der spillede uden øje for løb i dybden. Det gav flere gode muligheder, og da uret rundede 30 minutter var AGF heldige med kun at være bagud med én scoring. Det holdt dog ikke længe, for i det 33. minut kunne Martin Jørgensen ikke forhindre en aflevering til Lukas Spalvis. Den store, unge angriber havde en motorvej at løbe på, og han afleverede til Anders Due, der i feltet fladt slog bolden på tværs. Her kom den nybagte landsholdsspiller Danny Olsen fra AGF stormende og løb direkte ind i bolden. Det snød målmand Emil Ousager, der akkurat ikke kunne afværge den fra at gå i mål. Uheldigt for Danny Olsen.

Foran 2-0 fortsatte AaB med at presse og skabe store chancer, men Emil Ousager lavede flere gode redninger og kan godt være sin præstation bekendt. Ved pausen stod der 2-0 til AaB, og den føring burde faktisk have været større med alle de chancer, Kent Nielsens hold fik skabt.

AGF-træner Peter Sørensen var helt sikkert ikke tilfreds med det, han så i første halvleg. I hvert fald hev han både Casper Sloth og Osama Akharraz ud for at sætte David Devdariani og Jesper Lange på banen. Det hjalp lidt, med det var en stakket frist. AGF skabte intet, og i virkeligheden lader det til, at tabet af Søren Larsen er større end som så.

Kasper Kusk blev onsdag aften angiveligt synet af hollandske PSV Einhoven, og den lille, vævre tekniker MÅ have imponeret den hollandske storklub. For kreativiteten og kærligheden til det finurlige lyste kampen gennem ud af Kasper Kusk. Han kronede præstationen med et mål efter 66 minutters spil, hvor Kasper Risgård med en smart hælaflevering fandt Kusk, der køligt smed bolden uden om keeper Emil Ousager.

AaB var langt fra færdige med at ydmyge AGF. Med 20 minutter igen af opgøret scorede Patrick Kristensen, der nok spillede en af sine bedste kampe nogensinde, et fantastisk mål, da han på kanten af feltet i højre side snød AGF-forsvaret med en skudfinte med højre. Finten førte bolden over til venstre, og fra en spids vinkel krøllede den lille back bolden op i det lange hjørne via stolpen. Uden chance for Emil Ousager. 4-0 til AaB.

Med 10 minutter igen af opgøret fik AGF pyntet på resultatet, da Stephan Petersen opfangede en returbold, som han sikkert sendte i nettet. Men det var ren kosmetik.

Sejren sender AaB i semifinalen i DBU Pokalen. Modstanderen er enten AC Horsens eller Vejle. De to hold afgør deres kvartfinale den 15. marts.