Efter kritik: Helsingør har forbedret stadion til anden hjemmekamp
Foto: Lars Rønbøg/Getty Images
Superliga

Efter kritik: Helsingør har forbedret stadion til anden hjemmekamp

FC Helsingør fik kritik for en række ting omkring klubbens første hjemmekamp i Superliga, og direktøren lovede bod og bedring. Det har de leveret, mener han.

Da FC Helsingør for to uger siden spillede første hjemmekamp i Superligaen mod OB, satte klubben tilskuerrekord med lige knap 4000. De mange mennesker på lægterne satte dog klubbens infrastruktur under pres.

Efter kampen lød der en krads kritik af både billetsystemet, skiltningen og det faktum, at der blev dannet lange køen ved indgangene. Også fraværet af en udebanetribune til de medrejsende OB'ere måtte Helsingør efterfølgende forholde sig til.

Administrerende direktør Janus Kyhl lovede, at det ville blive bedre til klubbens anden hjemmekamp. Den kamp oprinder søndag eftermiddag, når FC Midtjylland gæster Helsingør Stadion, og de midtjyske fans får god forhold, mener direktøren.

- Jeg står faktisk lige nu på en meget flot udebanetribune med plads til 1400 mennesker alene på tribunen og ikke medregnet alt det rundt om. De er stadig ved at montere den færdig, skal jeg være ærlig at sige, men jeg er overbevist om, at den står snorlige på søndag, siger Janus Kyhl til tipsbladet.dk.

- Det er en af de bedste udsigter, man får på Helsingør Stadion, så vi har sørget for gode forhold til vores gæster. FC Midtjylland har meddelt, at de regner med 60 medrejsende fans, så der bliver god plads, griner han.

Hvad med de andre problemer? Billetsystemet, køerne, skiltningen. Har I fået fod på dem?

- Overhovedet ikke, siger direktøren, inden han et øjeblik senere folder endnu en latter ud.

- Spøg til side. Vi har lige gennemgået forskellige ting omkring det, for det ligger os tungt på sinde, at det virker. Vi har gennemgået procedurer for, hvordan vi gør det bedst muligt. Jeg håber, det kører smertefrit, siger han.

- Vi har fået sat masse skiltning på, så er ingen i tvivl om, hvor de skal gå hen, hvis de skal købe en billet, eller de skal gå ind. Jeg har en god fornemmelse af, at det kommer til at spille godt. Vi har sat alle sejl til. Holdt møder, arbejdet hårdt, alle har været i gang. Vi har i hvert fald gjort vores.

Janus Kyhl tilføjer desuden, at en af klubbens samarbejdspartnere har kørt en kampagne med gratis entré og øl på udebaneafsnittet, så FC Helsingør er forberedt, hvis det skulle trække mere end de bemeldte 60 FCM-fans på stadion.