Tæt på afgørelse i Brøndbys Kusk-sag
Illustration
Superliga

Tæt på afgørelse i Brøndbys Kusk-sag

DBU's disciplinærudvalg er i gang med at behandle AaB's klage over Brøndbys kontakt til Kasper Kusk. Der falder en afgørelse i næste uge eller allertidligst fredag.

Brøndby brød reglerne, da de kontaktede Kasper Kusks agent John Sivebæk for at spørge til hans frikøbsklausul. Det mener AaB og sportschef Allan Gaarde, der i januar indsendte en klage til DBU, der gav Brøndby en uge til at komme med deres redegørelse i sagen.

Den frist udløb den 30. januar, og DBU's seks mand store disciplinærudvalg er nu i gang med at behandle sagen. Det sker via en mailkorrespondance mellem medlemmerne, der skal placere eventuel skyld og sanktion og indstille beslutningen til DBU's turneringschef Henrik Andersen.

- Disciplinærudvalget er i gang med at behandle sagen, og der er en afklaring under opsejling, men vi kan tidligst fredag melde noget ud, og det er mere sandsynligt, at det bliver mandag eller tirsdag i næste uge, siger Henrik Andersen til tipsbladet.dk.

LÆS OGSÅ: Per Rud: Sagen afhænger af øjnene, der ser

Hvis disciplinærudvalget beslutter, at Brøndby er skyldig, vil de blive straffet efter paragraf 30 stykke ét i DBU's love. Paragraffen beskriver unionens sanktionsmuligheder, når en klub har brudt reglerne, og den tæller alt fra advarsel over bøde til udelukkelse.

Det mest sandsynlige scenarie er, at Brøndby får en bøde á la den Randers FC fik, da de kontaktede Kim Aabech i 2011, da denne stadig havde over seks måneder tilbage af sin kontrakt med Lyngby. Dengang fik Randers en bøde på 25.000 kroner.

DBU's disciplinærudvalg består af formand Jens Hjortskov, politiadvokat Poul Gade, OB's sportsdirektør Jesper Hansen, Esbjergs tidligere formand Jørgen Jensen, den tidligere Superliga-spiller Steven Lustü, Danske Banks erhvervskundedirektør Kim Høg Madsen.

LÆS OGSÅ: AaB til BIF: Klausulen er sagen uvedkommende