Video : Tipsbladet
Premier League

Guardiola: 44 point ville normalt være nok til førstepladsen

Pep Guardiola fra Manchester City slår fast, at deres pointantal ville være nok til at føre Premier League. De er dog syv point efter Liverpool på pladsen.

Manchester City har haft det svært omkring jul i denne sæson, hvor det blev til et nederlag til Crystal Palace på 2-3 før jul, og efter jul tabte man med 1-2 til Leicester City. Det betyder, at Liverpool nu er på førstepladsen med syv point ned til City, som nu indtager tredjepladsen.

City-manager Pep Guardiola slår dog fast, at man med de 44 point, som klubben har, normalt ville ligge øverst. Det fortæller han i et interview med Sky Sports umiddelbart efter nederlaget til Kasper Schmeichels Leicester.

- Vi afslutter første halvdel af turneringen i dag, og vi har naturligvis de to seneste nederlag, men vi har nok point til at være på førstepladsen. Vi har fået en masse point, siger Pep Guardiola og fortsætter:

- Problemet er, at der også er andre, der har fået en del, og det er virkeligheden. De er bedre end os i øjeblikket, og det må du acceptere - og det er vigtigt, at man accepterer, hvor man er. De forbedrer sig også, lyder det fra Guardiola.

I den sammenhæng påpeger den spanske manager, at det er vigtigt, at man holder fokus på sig selv og sine egne sejre. 

Manchester Citys næste opgave i Premier League er mod Southampton 30. december, hvor første skridt mod at indhente Liverpool bliver sat i gang.