FC Midtjylland vil tættere på toppen i Superligaen
Foto: Lars Rønbøg/Getty Images
Superliga

FC Midtjylland vil tættere på toppen i Superligaen

Pointmæssigt var der for stor afstand på mellem mestrene FC København og Superligaens nummer fire FC Midtjylland, og i denne sæson skal FCM tættere på toppen og FCK.

Der er handlet tidligt ind i FC Midtjylland, hvor klubben fra Herning og Ikast har hentet forstærkning til defensiven i form af keeper Jesper Hansen og forsvarsspiller Zsolt Korcsmar, mens klubben også har hentet konkurrence til offensiven i form af kantspiller Gustav Wikheim og angriber Alexander Sørloth, der skal konkurrere med Paul Onuachu som forreste angriber.

Og det tidlige arbejde på transferfronten er et udtryk for, at klubben skal tættere på toppen i Superligaen, hvor det i fjor blot blev til en skuffende fjerdeplads.

- Selvfølgelig vil vi gerne slutte så højt så muligt, og vi skal slutte højere end i sidste sæson. Pointmæssigt var afstanden for stor, og den skal være meget mindre i denne sæson. Vi vil meget gerne true, men nu må vi se, siger Jonas Borring til tipsbladet.dk.

Efter 36 kampe i sidste sæsons Superliga var FC Midtjylland 30 point efter mestrene FC København, og for en ambitiøs klub som FCM er det ikke godt nok. Meget af fokus er derfor også på at blive bedre i visse områder af spillet, for FC Midtjylland handler det meget om defensiven.

- Vi scorer mange mål, men vi lukker også mange ind. Det er ikke kun defensiven, det handler om hele holdet. Angrebet og midtbanen. Vi skal blive bedre til at stå kompakt som et hold, så det skal der rettes op på, siger Jonas Borring.

Netop Borring oplever stor konkurrence på holdet, hvor en del spillere kan spille på venstrekanten. Sådan er det faktisk flere steder på banen.

Selv om han er blevet 32 år, Jonas Borring, er han fint tilfreds med den store konkurrence. For det skal være sådan, hvis FCM skal tættere på toppen i Superligaen.

- Det er ingen hemmelighed, at der skete ting for halvandet år siden, der gjorde, at mit liv røg ud af kursk, men jeg føler, der er kommet styr på det. Jeg har fået en base her. Selv om jeg har rundet 32 år, synes jeg, jeg er godt spillende, og alderen betyder ikke så meget, når man er i god form. Man kan sige, at jeg føler mig yngre, end jeg er. Jeg er glad for at spille fodbold, og jeg har stadig en ærgerrighed og sult. Jeg er motiveret, siger Jonas Borring og slår fast:

- Der er stor konkurrence på kanten, men vi ligner ikke hinanden. Jeg er selv nok mere en gammeldags wing-type. Sådan skal det være i en dansk topklub. Jeg synes bare, det er fedt at spille med så mange dygtige fodboldspillere, og vi er med til at presse hinanden, siger han.

Jonas Borring lavede i sidste sæson 12 assists i Superligaen - flest af alle. Borrings aftale med FC Midtjylland udløber til sommer.