Champions League

Dem kan FCK trække

Disse hold kan FC København trække i den sidste kvalifikationsrunde inden gruppespillet.

FC København klarede første hurdle med samlet sejr over Club Brugge i Champions League-kvalifikationen, og nu er der blot en enkelt runde, der skal passeres, før FC København kan se frem til at deltage i gruppespillet.

Men det bliver uden tvivl en meget vanskelig runde for de danske vicemestre. Det er nemlig helt sikkert, at der venter FC København en meget svær opgave i fjerde- og sidste kvalifikationsrunde. Modstanderen bliver enten Udinese, Lille, Gladbach, Fenerbahce eller Malaga.

Umiddelbart er det svært at udpege en ønskemodstander blandt de fem, men set med danske briller kan det måske være en fordel at trække Malaga. Spanierne er i alvorlige økonomiske problemer og er i gang med at sælge godt ud af profilerne. Det kan vise sig ikke at være så tosset for FCK.

Om det bliver Malaga eller et af de fire øvrige hold, som FCK skal op imod, afgøres på fredag.