Generelle

"Nu er der slet ikke noget, der kan overraske mig mere"

Fra San Siro til Sigerslevøster: 20-årige Nicki Bille Nielsen har på to år prøvet lidt af hvert: Serie A-debut på en af verdens mest berømte stadions, boet tre måneder på et lille hotelværelse med kæreste og kat, oplevet løgnagtige klubpræsidenter, og her i sommerferien har han såmænd også fået debut på Stjerneholdet

Jo, den er god nok. Fyren, som ved Valby Idrætspark stiger ud af den sorte øse med italienske nummerplader, er 20-årige Nicki Bille Nielsen. Ved nærmere eftersyn viser modellen sig dog ikke at være en italiener: Det er en Chrysler 300 C CRD, og er det eneste blærerøvsagtige ved den unge dansker.

"Jeg har fået den for 300.000 kr., herhjemme koster den vist en million," siger Nicki, der har været glad for at have bilen herhjemme i ferien, men allerede gruer for den lange tur tilbage til Italien, hvor han efter planen skal møde i Reggio di Calabria den 16. juli.Det er en tur på 2700 km, et pænt længere stræk ned til støvletåen i forhold til turen hjem fra toscanske Lucca, der har været hans hjemby siden januar, da Reggina lejede den unge dansker ud til Serie C1-klubben Lucchese. Det skulle egentlig have været bedre end det halve år Nicki Bille Nielsen tilbragte som lejesvend i Martina ovre på støvlehælen, men takket være en meget speciel præsident med penge-kvaler så blev opholdet i den toscanske klub yderligere et markant bidrag på lære-kontoen. Han kalder det selv at få nogle hårde slag."Jeg udviklet mig meget som menneske efter to år i Italien. Jeg har prøvet at få nogle hårde slag, og det er godt, det er kommet på den måde. Nu er der slet ikke noget, der kan overraske mig mere, og det vil gavne mig fremover. Mange siger, at man skal passe på med at tage ud tidligt, men det er forskelligt fra menneske til menneske. Det kommer an på, om du kan klare det. Jeg har haft en stor fordel ved at komme fra Frem til udlandet. I Danmark kører det hele bare, og det er helt anderledes, når man kommer ud. Jeg er ikke blevet slået ud af det, jeg har heller ikke været så højrøvet, men været meget åben for at komme til at lære de andre spillere at kende," siger Nicki Bille Nielsen, der medgiver at han nok også via en opvækst i Valby har været mere parat til at tage de slag, der kommer, end hvis han havde levet en lidt mere beskyttet tilværelse i Hellerup eller deromkring.I disse dage arbejder Nicki Billes agent Nikola Juric på forskellige muligheder, og han ved ikke om han skal tilbage til Reggina eller sælges eller lejes ud på ny. Meget taler dog for at fortsætte i Italien."Jeg har brugt to år på at blive integreret i Italien, jeg kan sproget fuldt ud, ved hvordan tingene foregår dernede. At det tager tre måneder før man får løn, og der hele tiden sker noget overraskende. Spillestilen har jeg også lært. Jeg har lært den italienske mentalitet, og skal jeg væk herfra føler jeg, at jeg skal starte helt forfra. Folk kender mig også nu."Nicki Bille Nielsen har tilegnet sig meget af det italienske. Som det er sket for andre danske spillere, mens nogle slet ikke har kunne falde til under en anderledes mentalitet."Jeg var helt alene, da jeg kom derned, og det tror jeg var en fordel. Modsat Stadsgaard og Tullberg, som nok har snakket sammen meget, mens jeg var nødt til at lære sproget for at komme i kontakt med nogen og nødt til at lære de andre at kende for at have nogle venner."

Tre måneder på hotelværelse med kæreste og kat

Nicki Bille tror på, at der er pæne chancer for at få spilletid for Reggina i Serie A den kommende sæson, hvor hans tidligere ungdomstræner har overtaget førsteholdet. Han er dog også bekendt med, at der er interesse fra Serie B-klubber, som også kunne være en god udviklingsmulighed.

Reggina hentede Nicki Bille Nielsen i Frem for to år siden. Det første år nåede han i alt syv kampe i Serie A, hvor han som 18-årig blev historiens yngste dansker. I den forgangne sæson har han været udlejet til to Serie C1-klubber, Martina og Lucchese, og det er forløbet mindre heldigt."Det første år i Reggina var der egentlig godt styr på det, men det her år har været meget uheldigt, hvor jeg først kom til Martina og så til Lucchese, hvor det var endnu værre. I Martina boede mig, min kæreste og vores kat på et lille hotelværelse i tre måneder, før vi fik vores lejlighed. Der gik nogle måneder før vi fik løn, præsidenten i Martina havde ellers masser af penge, men det gik ikke godt for klubben, vi tabte en masse kampe og præsidenten meldte ud, at han ikke ville betale løn. Han sagde ligeud, at de som ville annullere kontrakten kunne gøre det. Mange tog afsted, jeg blev der, og til sidst var vi kun 11 til startopstillingen, mens resten kom fra ungdomsholdet."Sjovt nok begyndte man endelig at vinde kampe på det tidspunkt, men Nicki Bille havde fået nok af Martina ved juletid, og i januar lejede Reggina ham i stedet ud til Lucchese, som modsat Martina lå helt fremme på en tredjeplads."Det var rigtig godt i starten, jeg startede i første kamp ude mod Martina, hvor jeg blev piftet ud, og de råbte, hver gang jeg havde bolden. Det var rigtig sjovt, men så skete der det samme med at vi ikke fik løn i lang tid. Præsidenten trak det hele tiden ud, men vi spillede for tilskuernes og byens skyld, men på et tidspunkt trænede vi ikke i protest."Selv fik Nicki Bille ikke spillet meget, han røg ud i konkurrence med syv andre angribere. En dag til træning var han lidt nede og kom en smule på kant med træneren, som ledte efter en undskyldning for at få sorteret nogle af de mange angribere fra.

Har fået rettet næsen op

Uden for banen har de to år i Italien forandret den unge dansker temmelig meget.

"Jeg er blevet meget mere voksen og mere stille og rolig. Vi har også været rundt og se en hel masse i forskellige byer. Da vi var i Reggio tog vi tit til Sicilien til Etna eller Taormina. Jeg har også været meget i Firenze." Men det er ikke som kunsthistoriker, man vil møde Nicki Bille i fremtiden:"Jeg satser fuldt ud på fodbolden. Det er en passion. Jeg vil gerne være Danmarks bedste fodboldspiller. Mit mål er at komme på A-landsholdet."Sidste år blev det til en enkelt U/21-landskamp oveni 18 kampe på de yngre landshold, og Nicki Bille har alderen til at være med i næste U/21-årgang også. Det er her, DBU har lagt billet ind på at få EM-slutrunden i 2011 i konkurrence med Israel, og lykkes det kan spillerne fra årgang 1988-89 sætte sig det næste mål at kvalificere sig til OL i London 2012."Uanset hvilken klub det bliver efter sommerferien, håber jeg at komme til at spille, så jeg kan vise mit værd og komme med på U/21-landsholdet."TIPS-bladet tog Nicki Bille Nielsen med til fotoseanche ved Brøndby Strand, men danske strande er ikke det som trækker mest i ferien, når man har boet et halvt år i Lucca med ganske kort kørsel til stranden i Viareggio. I stedet er ferien brugt på at være sammen med familie og venner. Og samtidig har han fået rettet næsen op med en operation, så han nu kan trække vejret igennem den, hvad han aldrig rigtig har kunne. Som to-årig fik han en skade, og som 13-årig brækkede han næsen i en fodboldkamp, og de efterfølgende problemer har han først fået gjort noget ved nu via en operation på privathospitalet Hamlet.

Favalli ville bytte trøje

Formen er i ferien blevet holdt ved lige bl.a. via det adgangskort til Fitness.dk han har fået fra Team Danmark. Det er også blevet til lidt træning i barndomsklubben Frem. Og så til to kampe med de gamle drenge på Stjerneholdet.

"Første kamp jeg var mod var i Kalundborg, hvor vi vandt 9-2. Der scorede jeg seks mål. Så ville de have mig med igen, her vandt vi med et lidt yngre hold. Det er meget sjovt at spille med sådan nogle gamle stjerner. Flemming Nielsen har fortalt mig masser af historier. Da jeg spillede i angrebet med Miklos Molnar var det som om vi havde spillet sammen før."Den sidste kamp blev spillet nær Frederikssund nærmere bestemt i Sigerslevøster. Det var under andre forhold, Nicki Bille gjorde sin entré i den italienske Serie A som 18-årig. Det skete nemlig på San Siro i Milano, hvor han tilmed nåede at optræde to gange i den første sæson."Første gang var mod Inter blev jeg sendt ind ni minutter før tid. Jeg nåede slet ikke at blive nervøs. Det var specielt, jeg havde set dem alle sammen på fjernsyn siden jeg var lille, så jeg følte at jeg kendte dem. Da jeg kom ind, kiggede jeg på Crespo og følte, at jeg kendte ham. Jeg kiggede på ham og smilte og forventede, at han ville sige hej. Jeg løb rundt og kæmpede som en sindsyg. Mod Milan kom jeg også ind på San Siro. Jeg spillede faktisk en rigtig god kamp og spillede overfor ham Favalli. Jeg husker, at jeg vrikkede om på anklen, men lagde slet ikke mærke til det. På et tidspunkt stødte jeg knæene sammen med Jankulovski, det gjorde pisseondt, men jeg kunne ikke mærke det, fordi jeg var så meget oppe at køre. Efter kampen var jeg helt smadret. De førte 2-0, da jeg kom ind, ved 3-1 havde jeg en kæmpe chance, som jeg stadig ærgrer mig over."Bolden tog overkanten af overliggeren og gik over, men Nicki Bille nåede faktisk at spille mod Milan flere gange. Han var med til at sende storklubben ud af Primavera-turneringen og var også med i den sidste Serie A-kamp, da Reggina på hjemmebane klarede sig fri af nedrykning. Det var hans største oplevelse i det italienske."Efter kampen i Milano spurgte jeg, om Favalli ville bytte trøje, men han havde allerede lovet den væk. I den sidste kamp spillede jeg overfor ham igen. Efter kampen gik folk amok og løb ind på banen, så jeg fik ikke fat i ham. Bagefter i omklædningsrummet kommer der én og siger, at Favalli står udenfor og spørger efter mig, men inden jeg kom ud, var han gået ind i deres omklædningsrum igen. Jeg bankede så på hos Milan og åbnede. Så sidder Gattuso og alle sammen og kigger på mig. Så byttede vi trøje. Det var stort, at han kom over til mig. Efter kampen kørte vi så rundt i åben bus, hvor 100.000 mennesker fulgte med og stod foran den restaurant vi var på."