Glad Göteborg-chef: Lasse Vibe tilfører meget til holdet
Foto: IFK Göteborg
Skandinavien

Glad Göteborg-chef: Lasse Vibe tilfører meget til holdet

Lasse Vibes retur til IFK Göteborg glæder klubbens direktør, Max Markusson.

Efter et par år i engelske Brentford og et år i kinesiske Changchun Yatai er Lasse Vibe vendt hjem til Skandinavien, hvor han skal tørne ud for svenske IFK Göteborg.

Det gjorde Vibe også fra 2013 til 2015, og her var han en stor succes. Den danske angriber nåede nemlig at score hele 46 mål på 76 kampe.

Derfor vækker det også glæde i IFK Göteborg-lejren, at Lasse Vibe er vendt tilbage til klubben. Det understreger klubbens direktør, Max Markusson, der mener, at Vibe kan bidrage i flere henseender. 

- Det er så dejligt at få ham på plads. Han tilfører meget til holdet, både personligt og som spiller og med hensyn til erfaring. Det er kompetencer, vi har brug for, siger Max Markusson ifølge Expressen.

Markusson glæder sig samtidig over, at Vibe i sidste ende valgte IFK Göteborg frem for andre bejlere.

- Alle disse processer er ret hårde. Meget kan ske i processen. Som Lasse selv sagde: Det var ikke sikkert, at han ville komme til IFK Göteborg. Han havde andre klubber, der var seriøst interesserede i ham. Det var lidt rodet, ikke mellem os, men der var andre faktorer, som man ikke kan selv kan styre, fortæller Markusson.

Tidligere har svenske Sportbladet skrevet, at norske Rosenborg og Haugesund også har været interesserede i 32-årige Lasse Vibe.