Esbjerg bekræfter: Vi har set på Horsens-profil
Foto: Claus Bonnerup/Polfoto
Superliga

Esbjerg bekræfter: Vi har set på Horsens-profil

Niels Frederiksen fortæller, at han har set Horsens-profilen Bubacarr Sanneh an i en testkamp.

Som tipsbladet.dk kunne fortælle tidligere på ugen er den gambiske forsvarsspiller Bubacarr Sanneh i høj kurs hos klubber i Superligaen. En af de klubber, der giver god mening, er Esbjerg, og nu bekræfter træner Niels Frederiksen, at han var på plads, da Vejle Boldklub mødte AC Horsens for en lille uge siden. Det var blandt andet for at kigge på den stærke forsvarsspiller, som AC Horsens havde på leje i sidste sæson og købte i foråret.

Bubacarr Sanneh har leveret stærke præstationer for AC Horsens, og han har en fantastisk fysik. Om Esbjerg kommer med et bud på Sanneh, er uvist på nuværende tidspunkt, men Esbjerg kigger ganske givet efter en forsvarsspiller.

- Jeg ønsker ikke at kommentere på enkeltnavne, men jeg kender ham godt, siger Esbjerg-træner Niels Frederiksen til Ugeavisen Esbjerg og forklarer, at han så kampen mellem Vejle og Horsens:

- Det er korrekt. Det var også for at kigge på ham, men han var ikke den eneste, jeg kiggede på.

Bubacarr Sanneh har kontrkat med AC Horsens for de kommende tre sæsoner, men allerede nu mener Horsens-træner Bo Henriksen, at Sanneh er god nok til at spille i Superligaen, og at potentialet langt overgår Superligaen.

Horsens er dog ikke interesseret i at sælge den stærke forsvarsspiller.