Nybagt Superliga-spiller: Mange rygter om eksempelvis Brøndby

Bragt i Tipsbladet 27. maj 2016

I fodbold taler man tit om, at marginaler kan afgøre det inden for kridtstregerne, men uden for kan der i overført betydning bestemt også findes eksempler på, at ”bolden rammer stolpen” og går enten ind i eller væk fra målet.

 

I den analogi er Bubacarr Sannehs skifte på sidste dag af sommertransfervinduet 2014 et forkølet spark i de sidste sekunder af VM-finalen, hvor stillingen er uafgjort. På vej mod mål bliver skuddet rettet af, kysser stolpen og sniger sig lige akkurat over stregen. 

 

 For et mål er et mål, ligesom Bubacarr Sanneh er lige så meget Horsens-spiller nu, som hvis den østjyske klub havde foretaget et grundigt og langstrakt scoutingarbejde og fra start udset sig den gambiske forsvarsspiller som løsningen på holdets defensive udfordringer. Det var nemlig langt fra tilfældet.

 

 Nej, Horsens var oven på en i første forsøg misset oprykning til Superligaen ikke på udkig efter en forsvarer, og Bubacarr Sanneh var ikke på vej til Østjylland. Den 19-årige anfører for det gambiske mesterhold Real de Banjul var i stedet på vej til de nuværende svenske mesterhold IFK Norrköping, men da han ikke kunne få et visum, brød handlen sammen. I forbindelse med en jagt på en angriber var AC Horsens-træner Bo Henriksen i kontakt med den tidligere Superliga-spiller Tobias Grahn. Han samarbejder med den svenske agent Michael Kallbäck, som har Bubacarr Sanneh som klient, og i den forbindelse fik Horsens-træneren så tilbudt en ”fantastisk forsvarsspiller, den bedste mulighed nogensinde,” som Horsens Folkeblad har citeret Grahn for. Og det var altså Sanneh, der var tale om.

 

 Det oprindelige formål med forløbet, der mundede ud i en ét-årig lejeaftale var, at Bubacarr Sanneh efter opholdet i Horsens så kunne få et svensk visum og komme til Norrköping. Men med en trup, der ikke skreg på forsvarsspillere, så Horsens ikke sig selv som den slags rugekasseklub, og de pressede forhandlinger grundet det snarligt lukkede vindue endte i stedet med en lejeaftale, hvor Bubacarr Sanneh kun akkurat sneg sig over mindstelønnen på omkring 20.000 kroner om måneden med en indskrevet frikøbsklausul på 400.000 kroner og mulighed for at opsige lejeaftalen i januar. Den løsning skulle man senere vise sig at blive glade for i Horsens.

 

Da Bubacarr Sanneh ankom til Horsens, var det første gang, han satte sine fødder på europæisk jord. Han havde tidligere haft mulighed for at komme på prøvetræning, men igen blev det spoleret af det manglende visum. Michael Kallbäck var blevet hans agent gennem en bekendt i Real de Banjul, og svenskeren havde sammen med klubbens gambiske præsident fået skiftet til Horsens i stand helt uden om Sanneh.

 

”Jeg sad og snakkede med nogle venner, da jeg pludselig modtog en masse beskeder med lykønskninger fra folk. Jeg spurgte dem, hvad det handlede om, og så svarede de tilbage, at det var på grund af min lejeaftale med AC Horsens. Da vidste jeg, at det ville ske,” siger Bubacarr Sanneh.

 

 Han kendte godt til historierne om afrikanske lykkeriddere, der jagter drømmen om europæisk fodbold, men bliver ladt i stikken af agenten, men mavefornemmelsen var god, og han var forberedt på, at det kunne kræve flere forsøg at slå igennem i Europa.

 

 ”Hvis jeg havde misset chancen, var folk nok blevet kede af det på mine vegne, men ikke så slemt igen, for det var jo mit første forsøg i Europa. De fleste afrikanske spillere slår ikke igennem den første gang i Europa. Så jeg havde accepteret det, taget tilbage og arbejdet hårdt. Det havde ikke været verdens undergang.”

 

 Så Bubacarr Sanneh tog glad af sted og blev hentet i Billund lufthavn af Bo Henriksen og daværende direktør Henrik Ravn, inden han i første omgang blev indkvarteret på et lokalt vandrehjem. Velkommen til Danmark og Horsens, en by og et fodboldhold han ikke kendte det mindste til. 

 

 ”Jeg troede, jeg vidste, hvordan byerne i Europa var, hvor meget støj der var og sådan. Men første gang jeg kom til Horsens, troede jeg, at det måske var en by, hvor der kun boede fodboldspillere. Fordi der var så stille og rent. Jeg så ikke så mange mennesker rundt omkring. Jeg vidste ikke, at byen hed Horsens. Jeg troede bare, det blev kaldt Horsens, fordi fodboldklubben hed det. Senere fandt jeg så ud af, at klubben hed det på grund af byen. Men det er en rigtigt god by at bo i som fodboldspiller. Der er ikke for mange forstyrrelser, så man kan have en indre ro. ” siger Bubacarr Sanneh.

 

 ”I Gambia har vi kun hørt om de store klubber som FC København. Så da jeg kom, sagde jeg til mig selv, at jeg havde en meget stor udfordring foran mig. Og den skulle jeg tage, for det var en stor chance. Jeg kom på et lån, hvilket jeg betragtede som en slags prøvetræning. Så jeg skulle gøre alle ofre for at slå til her og ikke være nødt til at tage tilbage,” siger Bubacarr Sanneh. 

 

 Det med at ofre, holde fokus og tage ved lære går igen adskillige gange i interviewet. Selvom det snart er to år siden, Sanneh forlod hjemlandet, og han nu bor for sig selv i en lejlighed, selv tager sig af kontakten med journalister og bevæger sig hjemmevant rundt på Casa Arena, holder han snuden i sporet, ligesom han lovede sig selv, da han ankom. Godt nok er tv-kampe blevet hverdag, hans navn optræder hyppigere og hyppigere i medierne, hvor der tales om en kommende milliontransfer, og Sanneh har etableret sig som en af de største profiler på Horsens-holdet, men ydmygheden er ikke sådan lige at pille ud af forsvareren. 

 

Han kom ganske vist fra at spille professionelt i Gambia, men hvis der var tilskuere, var det højst et par tusinde, når der var derbykampe, og organiseringen af træning var det eneste, der blev sørget for til spillerne, som for manges tilfælde arbejdede ved siden af. Men ikke Bubacarr Sanneh, for han vidste, at fodbolden var hans eneste vej til Europa, så han lagde ekstra meget hårdt arbejde i sin sport. 

 

Det kan ses på hans krop, som er skåret i granit, og trods en beskeden centerforsvarerhøjde på 183 centimeter er fysikken og hovedspillet en klar force hos den også ganske målfarlige spiller. Seks mål i 44 kampe er det blevet til, senest da han mod Skive sikrede sejren og oprykningen med en overtidsscoring, og første gang i sin debutkamp i november 2014.

 

 Der gik nemlig en rum tid, før Bubacarr Sanneh første gang kunne trække i Horsens-trøjen. De første måneder i klubben blev brugt på at akklimatisere sig og komme ind i et træningsmiljø, der var markant anderledes end, hvad Sanneh var vant til. 

 

 ”I Gambia var jeg en meget stille person. Bo og de andre spillere troede ikke, at jeg brød mig om at være her, for jeg snakkede ikke så meget og var meget alene. Men Bo fortalte mig, at jeg var nødt til at føle mig glad, og det var jeg sådan set også, men det var en helt anden verden for mig. Jeg skulle give meget af mig selv for at socialisere. Altid smile, være glad.”

 

 Bo Henriksen var ikke tilfreds med indsatsen til træning. Det kan lyde paradoksalt, når man i dag ser Bubacarr Sanneh spille, men han var ikke hård nok i duellerne og trak sig fra tacklingerne. Det havde dog en årsag.

 

 ”I Gambia skal man passe på sine holdkammerater til træning. Man må ikke skade dem. Den tilgang sad lidt for dybt i mig, da jeg kom hertil. Jeg spurgte mig selv, om det ville være okay, hvis jeg skadede en medspiller, så han ikke kunne træne videre. De andre spillere opdagede det og sagde til mig, at jeg var rigtigt god og stærk, men var nødt til at tackle igennem. Trænerne og den tidligere direktør Henrik [Ravn] sagde det også til mig, og det fik mig til at indse, at jeg måtte være hårdere, for det var et professionelt miljø.”

 

”Hvis nogen bliver skadet, er der fysioterapeuter og læger, som tager sig af dem. Men den slags havde vi ikke i Gambia. Og en grim skade kan jo smadre en karriere,” siger Bubacarr Sanneh.

 

 ”Jeg vidste godt, at Bo ikke havde fuld tillid til mig, hvis han skulle bruge mig i kamp. Han havde også [Jacob] Berthelsen og Sonni [Nattestad], og de er rigtigt gode forsvarsspillere. Så efter træning lavede jeg altid ekstra øvelser, for eksempel styrketræning. Det hjalp med at holde mig i form, selvom jeg ikke fik spilletid.”

 

 Inden en novemberkamp mod Viborg havde Bo Henriksen dog ikke noget valg, da Sonni Nattestad ikke var til rådighed. Det trak op til Bubacarr Sannehs debut, så cheftræneren kaldte Sanneh ind på sit kontor.

 

 ”Jeg sagde til mig selv, at ”i dag er den bedste mulighed for at vise, at jeg er den rette at give spilletid.”

 

 ”Han sagde til mig, at han troede på mig, men indeni vidste jeg, at han ikke havde 100 procent tillid til mig. Så jeg var nødt til at give ham den tillid og vise, at han tog en korrekt beslutning,” siger Bubacarr Sanneh.

 

 Og han greb i dén grad muligheden med en debutantscoring og tacklinger så hårde, at den nuværende holdkammerat og daværende modstander Aleksandar Stankov stadig kan huske det ifølge Horsens Folkeblad.

 

 ”Jeg var så glad efter min debut. Man skal gribe sine chancer, og det gjorde jeg. Alle i min tidligere klub var glade, og der blev snakket meget i Gambia. Derfra fokuserede jeg 100 procent på ikke at miste min plads på holdet.”

 

 Og det er ikke sket. Bubacarr Sanneh har været fast mand lige siden, og nu taler Bo Henriksen i sjældent store vendinger om spilleren, der til sommer for første gang står til at skulle prøve kræfter med Superligaen.

 

 ”Vi kan godt spille uden ham, men vi vil helst spille med ham. Og jeg tror, hele Fodbolddanmark forstår, når de ser ham spille i Superligaen - så vil sportschefer også have ønsket, at de ringede tidligt i løbet af sommeren for at købe ham,” har Bo Henriksen for nylig udtalt til tipsbladet.dk

 

 ”Men han klarer det der med salg selv [med sit spil]. Lad dem nu se ham. Jeg synes efterhånden, jeg har sagt nok, så lad nu støvlerne tale. Det er smukkere. Jeg har længe talt prisen op, men han kan sagtens stå på egne ben og vise, at han er fremragende.”

 

 En atypisk afrikaner

 Så tanken om Superliga-spilletid er Bo Henriksen altså ikke længere nervøs ved. Bubacarr Sanneh imponerer ved sin nærkampsstyrke på kroppen såvel som hovedet, ro på bolden og ikke mindst fine taktiske forståelse. Og det sidste er atypisk for unge afrikanske spillere, men at kalde Sanneh for en mønsterbryder er heller ikke helt forkert. Han startede til fodbold som 10-årig i Real de Banjul, for hvem han debuterede på førsteholdet som 16-årig. Og inden han tre år senere skiftede til AC Horsens, nåede han altså også at være anfører for det gambiske hovedstads- og mesterhold, hvor de ældste spillere var i slutningen af 20’erne. Og de fine taktiske og ledermæssige evner har man altså også formået at finde frem i Horsens, men det krævede lidt arbejde.

 

 ”Da jeg først ankom, skulle trænerne arbejde en del med mig rent taktisk, for i Gambia spillede vi god fodbold, men vi var ikke så taktisk stærke. Så trænerne her hjalp mig meget med hurtigt at forstå taktikken, og derfor tog det nogle måneder, før jeg forstod den. Men det er en rigtigt god klub, og noget af det vigtigste er, at der er så gode folk i den, både på og uden for holdet,” siger Bubacarr Sanneh.

 

 ”Den taktiske forståelse er vi afrikaneres problem. Men selvom man måske ikke er taktisk stærk, skal man bare være koncentreret, når træneren forklarer om taktik. I fodbold handler alt om at være fokuseret og forstå, hvad trænerne siger. Og hvis man ikke forstår noget, skal man spørge, så de kan forklare det. Så det har jeg altid gjort. Alle spillere har en position og en rolle at spille. Så jeg fokuserer altid på præcis den rolle, så jeg forstår den.”

 

 Påstandene om at holde fokus og tage ved lære er måske ikke revolutionerende, men Bubacarr Sanneh fremhæver dem så ofte og med en sådan overbevisning, at man ikke er i tvivl om, hvor meget vægt han tillægger dem. 

 

 Og de har altså ført til, at Horsens udnyttede frikøbsklausulen og skrev en tre-årig kontrakt med Sanneh. Og dermed blev han belønnet for det hårde arbejde, som han hele tiden har troet på og fortsat ville gøre, selv hvis muligheden i Horsens ikke blev grebet. Det havde nemlig tidligere vist sig at give pote for Sanneh.

 

 ”I Afrika er der en ”Africa’s Dream”-udtagelse, hvor man først tager til prøvetræning i Senegal. Passerer man den udvælgelse, skal man så til Ækvatorialguinea, hvor den sidste udtagelse af et 11-mands dream team finder sted. Jeg blev ikke valgt, og mange af de andre frasorterede spillere var meget kede af det. Det var jeg også indeni, for jeg havde vist mig godt frem. Men jeg indså, at man også skulle være heldig for at blive udvalgt. Så jeg fik troen tilbage, tog tilbage til Gambia og arbejdede endnu hårdere, og i dag er de fleste fra drømmeholdet ikke professionelle, så måske var jeg faktisk heldig ikke at blive udvalgt. Men det gjorde også, at jeg vidste, det ikke ville være jordens undergang, hvis jeg ikke havde slået til i Horsens,” siger den stærke forsvarsspiller.

 

 De spekulationer behøver han ikke gøre sig længere. Nu er Bubacarr Sanneh så etableret et navn, at han oplever at blive genkendt på gaden i det fremmede og kolde land højt mod nord, selvom han mest holder sig hjemme, hvor der er ro til at fokusere på fodbolden. Han har kun været uden for Horsens i privat sammenhæng nogle gange for at besøge Bo Henriksen i Aarhus og en gambisk ven i Juelsminde, som Sanneh i øvrigt udtaler til noget nær perfektion. 

 

 Det med at blive genkendt var han vant til fra Gambia, hvor han som ungdomslandsholdsspiller og anfører for mesterholdet også var en offentlig person, men dengang som i dag er det ikke noget, der får den målrettede og disciplinerede spiller til at miste jordforbindelsen.

 

 ”Man så mig sjældent i bybilledet. Efter træning var jeg altid sammen med mine venner eller min familie. Jeg ville ikke spilde min energi. Mange af spillerne kom til at miste fokus på spillet, fordi de havde den position i samfundet. Det hjælper ikke en i at komme langt i sin karriere, så det ville jeg ikke. Hvis man vil være professionel fodboldspiller, kan man lige så godt opføre sig som en fra starten af,” mener Bubacarr Sanneh, som bruger opmærksomheden til at se fremskridtene i sin karriere.

 

 ”Fansene og medierne her omtaler mig, og folk vil have ens autograf og have taget et billede med mig. Det fik mig til at føle, at jeg havde taget et skridt fremad, og at jeg bare skulle fortsætte med det.”

 

 ”Mine gode præstationer i Horsens er skyld i, at jeg tager tilbage til Gambia til landsholdssamlinger, og nu er folk dernede begyndt at blive stolte af mig og interessere sig for mig. Folk sender mig venneanmodninger på Facebook, men dem er jeg nogle gange nødt til at ignorere, for jeg skal være professionel. Livet på sociale medier er ikke nogen hjælp for mig. Jeg skal være fokuseret på mit spil,” siger han.

 

 Jo, han er måske nok ude af sit miljø, men han føler sig mere og mere hjemme og vil snart have sin familie og venner på besøg, når han føler sig fuldstændig på plads. Hjemve eller lidt koldt vejr har ikke fået lov til at fjerne fokus fra hans drøm om en karriere i Europa, selvom sidstnævnte har forårsaget en smule unødvendig sygdom.

 

 ”I starten var vejret mit problem. Jeg vidste, at det var et koldt land, men vejret er dårligere, end jeg havde troet. Og det skifter hele tiden. Så regner det i fem minutter, stopper, og så regner det igen i fem minutter. I Gambia regner det altid i flere timer ad gangen. Nogle gange bliver jeg forkølet på grund af det. Det er et skørt vejr,” siger Sanneh, mens han faktisk snøfter en smule, som om han trækker med en forkølelse.

 

Så Bubacarr Sanneh glæder sig nok til dagen efter interviewet, hvor han flyver hjem til landsholdssamling i Gambia og det noget varmere vestafrikanske klima. Den gambiske landstræner har ikke skiftet meget ud i forsvaret, hvorfor det kun er blevet til to A-landskampe for den 21-årige forsvarer, men der er altså blevet lagt mærke til ham. 

 

Og det er der også fra mange klubber. Horsens har ikke tøvet med at tale spilleren op i medierne, givetvis fordi klubben med den beskedne økonomi gerne vil se, hvad de kan presse prisen op på denne sommer, hvor der resterer to år af kontrakten. Men selvom et skifte til en af de store Superliga-klubber eller måske endda en udenlandsk klub kunne lyde fristende, står Bubacarr Sanneh bestemt ikke med det ene ben ude af Horsens.

 

 ”Jeg har hørt mange rygter om for eksempel Brøndby. Men jeg har aldrig talt med dem. Jeg er fokuseret på min opgave her. Og jeg vil foretrække at spille lidt videre i Horsens, før jeg tager et andet sted hen. Jeg ved ikke, hvornår det skal være, men jeg tænker ikke på at skifte til sommer. Hvis Horsens accepterer et bud, vil jeg dog ikke afvise det, for så vil det være penge, der hjælper klubben. Men afviser de buddet, er det helt okay med mig. Det vil jeg faktisk foretrække,” siger han.

 

 Det er ellers ikke, fordi den unge gambier mangler ambitioner. Drømmen er at komme til Premier League, Bundesligaen eller Serie A, men den skal tydeligvis blive til virkelighed gennem tålmodighed, fokus og hårdt arbejde snarere end forhastede beslutninger. Dem er der ikke længere plads til, efter at den altoverskyggende drøm om at komme til Europa gik i opfyldelse. Det kunne være blevet så mange andre steder, men marginalerne afgjorde, at det blev i Horsens.

 

En vaskeægte stolpe ind-transfer.