Video : Tipsbladet
Superliga

Kæmpe krise i OB: Misset top 6 - men træneren har stadig opbakning

OB’s sportschef Michael Hemmingsen bakker op om cheftræner Jakob Michelsen trods de svigtende resultater.

OB kan ikke længere nå en plads i 3F Superligaens mesterskabsspil, men opbakningen til cheftræner Jakob Michelsen er intakt.

Det forklarer klubbens sportschef Michael Hemmingsen. Han tror stadig på, at Michelsen er den rette træner for OB, som søndag spillede 1-1 mod Sønderjyske og dermed ikke længere kan nå top-6.

- Vi bakker stadig op om ham. Det har ikke ændret sig efter denne kamp, slår Hemmingsen fast.

- Vi kommer ikke i top-6, men sæsonen er ikke forbi. Vi har kun fokus på den næste kamp.

OB er med søndagens pointdeling nu oppe på ni kampe i træk uden sejr i Superligaen, men Jakob Michelsen mærker opbakningen, selv om han og holdet har underpræsteret.

- Jeg føler fuld opbakning internt, men det gør trænere altid, indtil de ikke har den længere. Så det betyder ikke så meget, hvad jeg føler.

- Vores målsætning har de sidste otte år været at komme i top-6. Det lykkedes sidste år, hvilket vi var rigtig glade for, og det var også vores målsætning i år, så vi er skuffet over, det ikke lykkedes, siger Michelsen.

Anfører Janus Drachmann erkender, at det ikke er godt nok, at OB ikke kommer i mesterskabsspillet.

Han påtager sig på vegne af spillertruppen sin del af ansvaret for de svigtende resultater.

- Det er altid nemt at give træneren skyldes, men vi er 25 spillere i truppen, og det er os, der skal levere, og vi kan ikke være tilfredse med vores resultater, siger Drachmann.

- Det er hårdt for tiden, det er det for hele truppen, for vi havde ambitioner om noget andet, før sæsonen gik i gang, og det har vi ikke opfyldt.

- Der er ingen i OB, der siger, at det her er godt nok. Det siger sig selv, når vi har hentet tre point i de sidste ni kampe.

Anføreren, som tidligere har oplevet at rykke ud af Superligaen med AC Horsens, understreger, at der ikke er opgivende tendenser i spillertruppen.

- Jeg har stået i en værre situation før, og der er ingen, der har givet op. Det er en hård tid, men vi må vise karakter, siger han.

OB's seneste sejr i Superligaen var i starten af november.

/ritzau/