Superliga

FCK-stopper ude af Brøndby-brag

FC Københavns Sølvi Ottesen går glip af lørdagens derby-opgør mod Brøndby. Han er også tvivlsom til Champions League-kampen mod Lille.

FC København må undvære forsvarsfighteren Sølvi Ottesen, når holdet møder Brøndby i det klassiske derby i Parken lørdag aften.

Sølvi Ottesen døjer med en skade i læggen og har selv meldt fra til opgøret. Han kommer næppe heller i kamp i Champions League-braget mod Lille. Det bekræfter spilleren over for Ekstra Bladet.

- Jeg kan kun svømmetræne i øjeblikket, og det er også ret tvivlsomt, om jeg kan melde mig klar til Champions League-kvalifikationskampen på tirsdag, siger Sølvi Ottesen.

FC København har dog andre muligheder i midterforsvaret, hvor man udover Ragnar Sigurdsson råder over Kris Stadsgaard og nyindkøbet Michael Jakobsen.