Generelle

Licenssystem er en omvendt Robin Hood

BSV, Boldklubben Søllerød-Vedbæk, hvis bedste ungdomshold er blevet degraderet, frygter at nyt system skader talentudviklingen i Danmark

BSV, Boldklubben Søllerød-Vedbæk, var blandt taberne, da DBU for nylig uddelte licenser til 23 af 40 klubber, der havde søgt på ungdomssiden for drenge.

Det betyder rent praktisk at klubbens bedste ungdomshold i junior- og ynglingeårgangene sendes en række ned, og at de næstbedste juniorer tilmed degraderes to rækker. Trods det forsøger BSV uden licens at videreudvikle det elitemiljø, man har opbygget, men i klubben er man stærkt kritiske overfor det nye licenssystem, som man betragter som et omvendt Robin Hood-princip, hvor de store SAS Liga-klubber får mere og mere på bekostning af de klubber, der gennem mange år har leveret talenter til dansk fodbold."De større klubber bliver større, og de mindre bliver mast. Klubber som Køge, Roskilde og os er forbigået, og spørgsmålet er, om og hvordan vi skal fastholde et målrettet talentarbejde eller vi bare skal koncentrere os om førsteholdet i 2. division," siger direktør i BSV Claus Larsen.BSV var blandt de 14 klubber som ankede DBU's første licensafgørelse, men modsat AB, B93 og Viborg fik man ikke medhold. Forventningen var ellers, at man fik en B-licens, der giver adgang til at spille i de næstbedste rækker, U/17- og U/19-divisionen, hvor man har klaret sig godt de senere år."Vi fik blot et afslag med præcis samme formulering, som i det første brev. DBU har ikke været konkrete, så vi ved ikke, hvilke kriterier vi er dumpet på, og det er en ubehagelig situation," siger Claus Larsen.Han har svært ved at se en forskel på det ny licenssystem og den tidligere ITU-ordning, som også fremmede en lille gruppe topklubber, og han frygter, at licenssystemet kan koste meget for dansk fodbold på talentudviklingsfronten, da de mindre klubber får ringere vilkår."Det hele bliver endnu mere systematiseret, i stedet for at klubber som vi måske kan udvikle de mere "skæve eksistenser", der er brug for i dansk fodbold," konstaterer Claus Larsen, der mener, at de dårlige resultater de senere år for de danske unglandshold i forvejen er et kraftigt faresignal.

Laudrup og andre markante navne

Før sammenslutningen med Vedbæk udviklede Søllerød en spændende årgang 1983, hvor tre spillere på et tidspunkt var samtidig på U/16-landsholdet: Målmand Kevin Stuhr-Ellegaard, Anders Alding og Tim Mansour. På samme hold spillede den nuværende A-landsholdspiller Thomas Kristensen.

Senere har BSV opfostret Andreas Laudrup, som skiftede til Lyngby sammen med Samir Wadi, der også har været inde i DBU-systemet. Og sidste år var interessen stor for Søllerød-Vedbæks 1993-årgang. Ved det netop afviklede U/15 Talenttræf i Vejle (afløseren for de tidligere unionsstævner) var et par tidligere BSV-spillere blandt de mest markante: Midtbanespillerne Andreas Baes og Anders Junge, som i dag er i henholdsvis KB og AGF, og en tredje med BSV-fortid var målmand Daniel Meinicke, der er skiftet til FC Midtjylland.BSV's U/19- og U/17-hold må den kommende sæson nøjes med at spille i den ny Elite Øst-række, der er fælles for Sjælland, København og Lolland-Falster og svarer til de tidligere 3. divisioner. Udover at skulle spille på et lavere niveau finder Claus Larsen det også yderst problematisk, at denne række i efteråret kun byder på ni kampe mod tidligere 14 i divisionen. De få kampe gør det endnu sværere for ynglingespillere at tage skiftet til seniorfodbold.I BSV har man dog besluttet at fortsætte talentarbejdet som om man var blevet tildelt en B-licens, der udover placeringen en række højere havde givet et tilskud på 125.000 kr. fra DBU. Via sponsorstøtte til elitecentret har man fået ansat en træner med A-uddannelse til at tage sig af ynglingeholdet samt arbejdet fra U/14 og ned til U/11, ligesom U/17-holdet fortsat har en træner med DBUs A-uddannelse.