FCK bekræfter: Derfor henter vi ham tilbage
Foto: Lars Rønbøg/Getty Images
Superliga

FCK bekræfter: Derfor henter vi ham tilbage

FC København bekræfter, at midtbanespiller er tilbage i klubben efter et skuffende ophold i schweizisk fodbold.

19-årige Daniel Haarbo har forladt schweiziske FC Wil 1900 uden en eneste førsteholdskamp.

Den schweiziske klub fortalte onsdag, at U19-landsholdsspilleren er rejst hjem til København et måneds tid inden lejeaftalens udløb, og nu bekræfter FCK så, at man har hentet midtbanemanden tilbage før tid.

I FCK er man ikke tilfreds med hans ophold i Schweiz.

- Daniel har ikke fået den spilletid, som både han og vi havde ønsket i Schweiz, og som var formålet med hans udlejning.

- Vi ønsker ikke at se en af klubbens egne drenge stå i den situation, og vi har derfor valgt at tilbagekalde ham for at tage ansvar for hans udvikling.

- Nu vil vi sammen med Daniel og hans bagland finde en løsning, der tilgodeser både hans og vores ønsker bedst muligt, og det kan både være i Danmark og i udlandet, siger Peter Christiansen, sportsdirektør i FCK, til klubbens hjemmeside.

Daniel Haarbo står noteret for to førsteholdskampe for FCK - begge fik han i Conference League-gruppespillet sidste år.

Talentet har kontrakt med klubben frem til sommeren 2024.