Generelle

Eksklusivt: Hjemme hos "Chicharito"

Tipsbladets besøger Uniteds målfarlige Javier Hernandez' bagland og familie i Mexico. Eksklusiv reportage.

Samme dag, som aftalen kom på plads, læste Tomás på den mexicanske avis Récords hjemmeside, at Javier, hans Javi, fremover skulle spille i én af de vigtigste klubber i hele verden. Bedstefaren protesterede overfor barnebarnet:

»Hør lige her, din slyngel, du ender jo med at give mig et hjerteanfald.« Bedstefaren, barnebarnet, frokosterne og barndommen, hvor drengen havde sine første oplevelser som fodboldspiller. »Lille ært« har altid været meget nysgerrig og rastløs af natur. Det bekræfter José Manuel de la Torre, som på flere måder er en vigtig person i »Lille ærts« liv: Han var holdkammerat og nær ven af Javiers far, da Javier begyndte at kravle.

Siden trænede han Javier på ungdomsholdet, og han fulgte trop som træner for det Chivas-mandskab, som Javier spillede på i den bedste mexicanske række, før han tog til Manchester United.

»Mit forhold til »Chicharitos« familie er noget ganske særligt. Jeg spillede på hold med hans far i Puebla, hvor vi vandt mesterskabet. Vi var nære venner, også på landsholdet. Og dengang var han altid sammen med knægten, som på det tidspunkt var halvandet år. Han havde ham med overalt, jeg tog ham med i indkøbscentre, i tivoli, jeg underholdte ham... han var meget aktiv, nysgerrig, rastløs.«

De la Torre husker, hvordan drengen vakte opmærksomhed i Puebla.

»Han var som en loppe, meget lille. Men hvis du gav ham en fodbold, så gik han helt amok. Med al den fodbold i familien, med hans bedstefar og hans far, kan det ikke undre, at han er havnet, hvor han er. Drengen havde det tydeligvis i blodet.«

Javis livsbane var trukket op. Som 10-årig stillede han op til ungdomsholdet hos Chivas og blev udvalgt. Chivas er det mest populære og magtfulde hold i Mexico, men til forskel fra så mange andre spillere fra kontinentet, som har måttet gå en lang række prøvelser igennem for at nå frem til berømmelsen, så havde Hernández det nemt. Det var bare et spørgsmål om, at han skulle bekræfte sit talent.

Først gjorde han grønsværen på Abraham Lincoln skolen til sit hjem.

»Da han var barn, havde vi nogle problemer, fordi Javier gav sig til at græde, når gymnastik- og fodboldtimerne sluttede. Han ville ikke hjem.«

Det fortæller Javiers far. Hans passion flyttede herefter til Verde Valle, som træningsområdet for Chivas' ungdomshold bliver kaldt. Det sted har alt, som en 10-årig dreng kan drømme om: tre perfekte græsbaner, omklædningsrum, trænere og mange fodbolde. Ifølge hans far var nogen af »Lille ærts« første rosende ord om stedet, at:»Det ligner Disneyland.«