Superliga

Hjernen kan ikke følge med i Brøndby

Idrætspsykolog Erik Østenkjær tror slet ikke, at Brøndby-spillernes hjerner kan kapere alle de problemer, de slås med nu. En mentaltræner som ham selv er nødvendig.

Brøndby er havnet i en negativ spiral, hvor hverken resultater og spil er bare i nærheden af at være tilfredsstillende.

Ydmygelsen i pokalturneringen mod Varde blev som bekendt fulgt op af 0-2 mod Silkeborg på Vestegnen i går, og den nådesløse kritik af holdet i pressen og fra egne fans tager til.

Sådan et pres medfører en stor mental belastning for en fodboldspiller.

- Brøndby-spillerne har det langt fra godt lige nu. Jeg er sikker på, at de tænker på den her krise hele tiden. De kan ikke kontrollere deres egne tanker og sove om natten, fordi det kører rundt i hovedet på dem, hvad pokker der dog er galt. Hjernen kan ikke følge med og kapere den store tankevirksomhed, siger sportspsykolog Erik Østenkjær til tipsbladet.dk.

Erik Østenkjær har arbejdet for flere danske superligaklubber og har set mange kriser på nært hold.

- I Brøndbys situation er det ikke nok med gammeldags, fodboldfaglige forklaringer. Det er ikke nok bare at træne sig ud af det, som Henrik Jensen siger. Ikke én af deres spillere er jo blevet dårligere fodboldspillere over de sidste 14 dage. Det er simpelthen noget mentalt, som er galt, påpeger Erik Østenkjær.

Trænere for hold, som er i krise, må ifølge Erik Østenkjær "bide i deres sure fodboldstøvler" og erkende at der skal mentale redskaber til på den korte bane for at få spillerne til at fokusere.

- På længere sigt skal der en kulturudvikling til - ikke bare i Brøndby, men i mange andre danske klubber - sådan så spillerne i højere grad er i stand til at motivere sig selv, i stedet for at være afhængig af en ydre faktor som træneren

- Men en klub som Brøndby har ikke tid til at vente på, at det sker. De har brug for en umiddelbar effekt for at få resultater, og derfor har de brug for at tilknytte en person som mig.