Makienok-agent: Vi har sat vores kriterier
Illustration
Superliga

Makienok-agent: Vi har sat vores kriterier

Simon Makienoks agent Michael Stensgaard slår fast, at han har en god dialog med Brøndby om angriberens fremtid. 

Simon Makienok er et af de varme navne på vinterens transfermarked.

Angriberen har gennem det meste af 2013 gjort godt opmærksom på sig selv, og senest er han blevet sat i forbindelse med en række engelske klubber, heriblandt Fulham og Crystal Palace. Selv har spilleren udtalt, at det ville være logisk at vente til sommer med at skifte, men det har altså ikke dulmet interessen for angriberen. 

I engelske medier fastslår spillerens agent Michael Stensgaard således, at der er stor interesse for Simon Makienok. 

- Selvfølgelig er der interesse fra flere klubber - og ikke kun fra England. Vi må vente og se, hvad der sker i vinduet og måske igen til sommer. Vi har en meget god dialog med Brøndby, og der er ikke noget, der haster, siger Stensgaard til Press Association Sport

Han slår samtidig fast, at enhver interessant klub bliver overvejet nøje af Makienok-lejren. 

- Vi skal tage den rette beslutning, der passer alle parter. Det er meget vigtigt, at Simon tager det rette skridt, men der er ingen panik eller travlhed. Hvis det rette tilbud kommer, vil vi kigge på det. Vi skal overveje det grundigt for at sikre os, at en given klub kan hjælpe ham med at indfri sit potentiale. Vi har sat nogle specifikke kriterier, og jeg er sikker på, at Brøndby har gjort det samme i forhold til, hvilken pris de forventer, siger Michael Stensgaard.

Franske klubber som Saint Etienne og Nice er også blevet nævnt som interesserede i Simon Makienok.