Kontrakten er på plads: De Gea bliver verdens bedst betalte målmand
David De Gea har i flere år været en af de bedste spillere i Manchester United, og nu bliver spanieren også verdens bedst betalte målmand.
Sådan lyder det i hvert fald fra Daily Mirror, som erfarer, at De Gea har sat sin underskrift på en femårig kontraktforlængelse, der kommer til at indbringe ham £350.000 om ugen.
Målmanden har på nuværende tidspunkt ét år tilbage af sin kontrakt med klubben, hvor han tjener £200.000 om ugen.
Ifølge det engelske medie har forhandlingerne trukket ud, fordi De Gea gerne ville have samme løn som klubbens bedst betalte spiller, Alexis Sanchez, der tjener omkring £500.000 om ugen.
De Gea har lukket 373 mål ind i 362 kampe for Manchester United siden 2011.