Video : Tipsbladet
La Liga

Midterforsvarer redder Real Madrid fra ny fiasko

Bundholdet Huesca førte 1-0 på hjemmebane, men Real Madrid slog tilbage på to mål af Raphaël Varane.

Real Madrid fortsætter den spillemæssige slingrekurs i den spanske liga, men lørdag eftermiddag lykkedes det med hiv og sving at vinde udekampen mod bundholdet Huesca med 2-1.

Agterlanternen førte ellers 1-0 i anden halvleg, men midterforsvareren Raphaël Varane blev den store helt for Real med to mål.

Dermed haler Real en smule ind på Atlético Madrid, der fører ligaen med 50 point for 19 kampe, mens Real følger efter med 43 point for 21 spillede opgør. Barcelona har på tredjepladsen 40 point for 20 kampe.

Efter flere skuffelser har der været sat spørgsmålstegn ved træner Zinedine Zidanes jobsikkerhed, og udekampen fik tilmed en trist optakt, da det stod klart, at anfører Sergio Ramos er ude i seks til otte uger på grund af en meniskoperation.

Men en anden midterforsvarer reddede altså Real denne gang.

Huesca kom ellers bedst ud til kampen, og allerede efter fire minutter havde bundholdet haft to gode chancer, hvoraf den ene afslutning havnede i sidenettet.

Real fik bedre styr på kampen efter det, men storholdet havde svært ved at skabe åbne muligheder.

Først efter nogle flotte kombinationer fandt Luka Modric angriberen Karim Benzema, der tog et træk og afsluttede kompetent fra godt 20 meter, men Alvaro Fernandez reddede helt nede ved stolpen efter godt en halv time.

Efter pausen kom Huesca igen godt i gang. Efter bare et minut afsluttede Mikel Rico på overliggeren, og to minutter senere kom den overraskende føring så, da Javi Galan bragede bolden i hjørnet fra kanten af feltet.

Det blev et wakeupcall for Reals stjerner.

Fem minutter senere fik holdet frispark uden for feltet, og Benzema sparkede på oversiden af overliggeren. Bolden dumpede ned i et tæt befolket felt, og Raphaël Varane headede udligningen ind fra klos hold.

Nu angreb Real intenst, og Marco Asensio var kort efter tæt på at score til 2-1 efter en dribletur.

Kampen var dog sprællevende, og i den anden ende måtte Thibaut Courtois diske op med en stor redning for at afværge Rafa Mirs hårde hovedstød.

Real havde dog flest chancer, og 14 minutter før tid var det nærmest ufatteligt, at Benzema kunne misbruge. Franskmanden fik en ripost få meter fra mål og hamrede bolden ind i brystkassen på keeperen, der sad på knæ.

Seks minutter før tid skabte Varane så forløsning, da han var fulgt med frem i feltet og scorede fra nært hold efter en forlængelse.

/ritzau/