Anbefaler rekordstraf mod Chelsea: Fire transfervinduer uden transfers
Foto: Getty Images
Premier League

Anbefaler rekordstraf mod Chelsea: Fire transfervinduer uden transfers

Efterforskere i FIFA har hos Chelsea og Manchester City fundet brud på reglerne for transfers af mindreårige spillere. De anbefaler en hidtil uhørt straf mod Chelsea og en mindre straf mod City.

Unge, talentfulde spillere er en eftertragtet vare i international fodbold. De bliver handlet til store summer, og klubberne går langt for at sikre sig de største talenter i skarp konkurrence med hinanden.

Nu viser lækkede dokumenter ifølge Politiken, at Chelsea og Manchester City også går for langt i bestræbelserne på at tiltrække verdens største talenter. Efterforskere fra FIFA har konkluderet, at de to engelske klubber har brudt reglerne for transfers af mindreårige spillere, blandt andet ved at hente dem, før det er tilladt, og bruge dem, før papirerne er på plads.

Derfor anbefaler efterforskerne en rekordstor straf til Chelsea, der har hentet mindst 14 mindreårige udlændinge i strid med FIFA's regler: en bøde og karantæne fra at hente nye spillere i fire transfervinduer. 

Manchester City har ifølge de lækkede papirer fra Football Leaks hentet otte spillere i strid med reglerne. Derfor er den foreslåede straf noget mindre: bøde og to transfervinduer uden at hente nye spillere. Det er i tråd med den straf, som FC Barcelona og Atlético Madrid har fået.

Ifølge Politiken har FIFA's dømmende organer endnu ikke taget stilling, om de foreslåede straffe skal idømmes.