Arnesen om Valencia: Jeg er på en shortliste
Illustration
La Liga

Arnesen om Valencia: Jeg er på en shortliste

Frank Arnesen nyder at holde fri fra fodboldverdenen, men hvis det rette jobtilbud dukker op, er han ikke afvisende over for at vende tilbage til sporten.

Frank Arnesen har været uden job i fodboldverdenen, siden han i sommer blev fyret i tyske Hamburger SV. Den danske fodboldmand kan dog være på vej tilbage, for i sidste uge blev han sat i forbindelse med det ledige job som sportsdirektør i den spanske storklub Valencia. 

Braulio Vasquez er således blevet fyret i sidste uge, og Frank Arnesen er et af de navne, der er blevet bragt i spil som afløser. Frank Arnesen tager dog rygterne om sin tidligere klub afslappet. 

- Jeg har spillet der for 30 år siden, og de har sendt deres sportschef ud i mandags, og så kommer der jo rygter om, hvem der bliver den nye. Det siges, at jeg er på en shortliste over kandidater, men det er vist det, siger Frank Arnesen til tipsbladet.dk.

I sommer blev han fyret som sportsdirektør i tyske Hamburger SV efter to år i klubben, men selvom han har været uden job lige siden, har han nydt den seneste tid som 'arbejdsløs'. 

- Det har været fantastisk. Det er første gang i 30 år, at jeg har fri. Jeg er gået fra det ene job til det andet lige siden jeg var fodboldspiller. Da jeg stoppede med at spille, blev jeg træner og teknisk direktør, så jeg har hele tiden lavet noget. Jeg er hele tiden blevet styret, men det har også været fint, for det kan jeg godt lide. Det er fodbold, og det har været centralt for mig hele mit liv. 

- Det er første gang, at jeg kan sætte mig ned og give plads til andre interesser, min kone, mine børn og hele min familie. Det har jeg haft det meget fint med. Det er små fem måneder siden, og jeg er ikke interesseret i at lave noget lige foreløbigt. Jeg har det fint med det, og indtil 1. januar tager jeg i hvert fald ikke stilling til noget som helst, siger Frank Arnesen. 

Selvom han har nydt tiden væk fra den travle hverdag på fodboldens bonede gulve, er han ikke afvisende over for at vende tilbage i fremtiden. Det kræver dog, at det rette job dukker op. 

- Man skal aldrig sige aldrig. Fodbold har altid været en kæmpe stor del af mit liv. Spørgsmålet er, om der kommer noget interessant. I 20 år har jeg været på 24 timer i døgnet, syv dage om ugen som sportschef et eller andet sted. Hvis der kommer noget andet, hvor man kan prioritere begge ting, vil jeg kigge på det. Lige nu er jeg meget kritisk over, hvad der kommer, før jeg vil tage en beslutning, siger Frank Arnesen. 

Den tidligere danske landsholdsspiller har tidligere været sportsdirektør i hollandske PSV, engelske Tottenham og Chelsea samt altså senest Hamburger SV i Tyskland. 

Mandag aften blev Frank Arnesen i øvrigt optaget i dansk fodbolds Hall of Fame sammen med sin gode ven Søren Lerby. De to blev hyldet ved Dansk Fodbold Award i Cirkusbygningen.