Video : Tipsbladet
Landshold

Medie: Divisionsklub sender fem mand til Slovakiet

2. divisionsklubben Tarup Paarup har angiveligt sendt fem mand med landsholdet til Slovakiet.

Når Danmark i morgen møder Slovakiet i testkamp i Trnava bliver det, som det ser ud lige nu, både uden Christian Eriksen, Simon Kjær, Kasper Schmeichel og de andre danske landsholdsstjerner.

På grund af konflikten mellem DBU og Spillerforeningen har DBU rettet henvendelse mod de danske divisionsklubber for at samle et hold og dermed undgå sanktioner fra UEFA, og det er angiveligt lykkedes.

2. Divisionsklubben Avarta har allerede meddelt, at de sender to spillere afsted, og nu er det så blevet afsløret, at også Tarup Paarup fra 2. division sender spillere med landsholdet til Slovakiet senere på dagen. Det skriver TV 2 Fyn, der dog ikke nævner navne på de fem udsendte. 

- Vi har talt om det blandt spillerne, og er blevet enige om, at det er op til folk selv at vælge.

- Jeg har ikke selv overblik over konflikten, og sådan tror jeg, der er mange, der har det, siger holdets anfører Rasmus Nørgaard til TV 2 Fyn og slår fast, at han ikke selv er blandt de fem nye landsholdsspillere fra Tarup Paarup. 

Kampen mod Slovakiet skal spilles i morgen, onsdag, kl. 20.45.