CV: Solbakken et naturligt emne som dansk landstræner
Illustration
Superliga

CV: Solbakken et naturligt emne som dansk landstræner

Ståle Solbakkens tidligere chef Carsten V. Jensen mener, at den norske FCK-boss er en oplagt kandidat som Morten Olsens afløser.

Hvis Morten Olsen stopper som landstræner, når hans kontrakt udløber i 2016, kan FC Københavns manager Ståle Solbakken være et emne som hans afløser. Det mener den tidligere FCK-sportsdirektør Carsten V. Jensen.

Carsten V. Jensen er deltager i denne uges debatprogramt Fodbold FM på radiostationen Radio 24/Syv, der blev sendt live mandag. I udsendelsen bliver  han indledningsvist spurgt, om han så Ståle Solbakken som en naturlig afløser for Morten Olsen i sommeren 2016.

Den tidligere FC København-sportsdirektør er klar i mælet. Han ser Solbakken som en oplagt kandidat.

- Det tror jeg, at han vil være. Han har gennem lang tid vist, at han kan levere på internationalt niveau. Jeg ved, at han har nogle gode betragtninger, og jeg ved, at han er internationalt orienteret. Han vil være et naturligt emne, men om det også bliver ham, er noget helt andet, siger Carsten V. Jensen i radioprogrammet.

Han understreger dog, at han ikke er klar over, om Ståle Solbakken er interesseret i at blive landstræner for Danmark.

- Det aner jeg ikke noget om. Og hvem ved? Det passer med, at hans kontrakt i FC København udløber på det tidspunkt, så der er et match der, men vi må se, siger Carsten V. Jensen, der dog ser flere tegn på, at et samarbejde mellem Ståle Solbakken og DBU ville være et godt match.

- Der sker ting i DBU nu. Der har igennem lang tid – hvilket i øvrigt har styrket DBU – været en klar ide om, hvordan man gør tingene på banen, og hvordan man arbejder. Der har været en tråd i måden at gribe tingene an på. Den vil han godt kunne gribe og udvikle yderligere, men det er jo ikke helt i samme retning, så der vil skulle ske et lille skifte, siger Carsten V. Jensen.

Ståle Solbakken har tidligere udtalt til Tipsbladet, at han i sommeren 2012 ”kunne have ventet på, om DBU var klar til en nordmand”, men at han i stedet valgte at skrive under med FC København, da klubben henvendte sig i forbindelse med fyringen af Ariël Jacobs.