Esbjerg fyrer Niels Frederiksen
Foto: Jens Henrik Daugaard/Polfoto
Superliga

Esbjerg fyrer Niels Frederiksen

Esbjerg fB har fyret Niels Frederiksen. Det oplyser klubben i en selskabsmeddelelse.

Esbjerg skal have ny træner. Niels Frederiksen er blevet fyret. Det oplyser klubben i en meddelelse.

- Beslutningen er en konsekvens af svigtende resultater i store dele af forårssæsonen og i indledningen på den nye sæson. Vi indleder nu en proces med henblik på at ansætte en ny cheftræner, og indtil da vil Michael Pedersen og Lars Lungi Sørensen have ansvaret for superligaholdet med førstnævnte som ordførende, siger EfB’s adm. direktør, Søren Poulsen.
 
Hovedparten af EfB’s spillertrup blev informeret om afskedigelsen af Niels Frederiksen på et møde kl. 9.00, og de øvrige vil blive orienteret, når de møder forud for dagens reserveligakamp på udebane mod OB.
 
Niels Frederiksen har stået i spidsen for Esbjerg fB siden sommeren 2013. Så sent som i december 2014 forlængede træneren sin kontrakt med Esbjerg frem til sommeren 2016, men nu går parterne altså hver til sit et halvt år før tid. 
 
Under Niels Frederiksens ledelse har Esbjerg haft stor succes i europæisk fodbold, hvor det i sæsonen 2013/14 nåede videre fra Europa Leagues gruppespil og mødte Fiorentina i et par storkampe. I Superliga-sammenhæng har Niels Frederiksen ført Esbjerg til en femteplads i 2013/14-sæsonen samt en ottendeplads i den forgangne 2014/15-sæson.
 
I Superliga-sammenhæng nåede Niels Fredeiksen at stå i spidsen for Esbjerg i 70 kampe. Det blev til 23 sejre, 20 uafgjorte og 27 nederlag.
 
Søndagens 0-4-nederlag til SønderjyskE på hjemmebane blev hans sidste.