Video : Tipsbladet
Landshold

Zlatan om landsholdscomeback: Jeg fortjener det

Det er ikke fortidens meritter, der har ført til landsholdsudtagelse igen, mener Zlatan Ibrahimovic

Zlatan Ibrahimovic har holdt pause fra det svenske landshold i næsten fem år.

Nu er den 39-årige stjerneangriber tilbage, efter at landstræner Janne Andersson har udtaget ham til tre kampe i de kommende uger.

Men det er ikke præstationerne fra fortiden, der har fået ham på landsholdet, påpeger han på et pressemøde mandag.

- Jeg sagde til Janne, at han skulle spørge mig, når tiden var inde. Jeg kommer ikke med, fordi jeg er Zlatan eller Ibrahimovic. Hvis jeg skal med, er det, fordi jeg har fortjent at være med. Det betyder intet, hvad jeg tidligere har udrettet, siger angriberen ifølge TT.

Zlatan Ibrahimovic stoppede ellers sin landsholdskarriere efter EM i 2016, men lysten til at vende tilbage blev for stor.

- Havde jeg sagt nej, havde jeg nok sagt til mig selv om et år, at jeg skulle have grebet chancen, da jeg fik den.

- Jeg vil ikke fortryde noget. Jeg tror, at man skal fortsætte med det, man elsker, så længe man kan, siger han.

Siden det første landsholdsstop i 2016 er han fortsat på klubplan, og i indeværende sæson har han præsteret på et højt niveau med 15 mål i 15 ligakampe for AC Milan.

I dag er Ibrahimovic en mere selvbevidst spiller end tidligere i karrieren, mener han.

- Jeg spiller på en anden måde. Selvfølgelig gør jeg ikke tingene som for 4, 10 eller 15 år siden. Jeg tilpasser mig. Nu fokuserer jeg på den sidste tredjedel af banen, og der er jeg livsfarlig, siger han.

Sverige møder inden for de næste ni dage Georgien og Kosovo i VM-kvalifikationen samt Estland i en testkamp.

/ritzau/