Mata slår fast: Jeg er Chelsea-spiller
Illustration
Premier League

Mata slår fast: Jeg er Chelsea-spiller

Rygterne om at Mourinho ønsker at skille sig af med Juan Mata holder ikke stik. Det slår spilleren fast i Marca.

Juan Manuel Mata har været en af de største profiler i Premier League i den nu afsluttede sæson, og Chelsea-spilleren blev da også kåret til årets spiller i klubben. Nu er der imidlertid kommet ny chef på Stamford Bridge, og José Mourinho ønsker på rygtebasis at skille sig af med den elegante spanske offensive profil.

Det har dog ikke noget på sig, understreger Mata.

- Der er ingen i Chelsea, der har sagt, at Mourinho vil af med mig. Da sæsonen var færdig, fik jeg at vide, at klubben var meget tilfredse med de præstationer, som jeg har leveret i mine to år i klubben, siger Mata og tilføjer.

- Jeg har tre år tilbage af min kontrakt, og jeg er meget glad for at være i Chelsea.

Chelseas nummer 10 var også blandt de nominerede til prisen som årets spiller i Premier League, men måtte se sig slået af Gareth Bale i det opgør.