Video : Tipsbladet
Premier League

United afviser fyring af Mourinho denne weekend

Manchester United har afvist en historie om, at Jose Mourinho skulle blive fyret uanset resultatet i lørdagens kamp mod Newcastle. Det skriver Sky Sports.

Manchester United har fået en skidt start på sæsonen med ti point i syv Premier League-kampe og et Carabao Cup-exit efter nederlag hjemme mod Derby.

Senest måtte Jose Mourinhos mandskab nøjes med 0-0 på Old Trafford mod Valencia i Champions League, hvilket førte til piften fra flere tilskuere ved slutfløjt.

Fredag aften bragte Daily Mirror en historie om, at Jose Mourinho ville blive fyret efter lørdagens hjemmekamp mod Newcastle uanset resultatet. Men den historie har Manchester United skudt ned. Det skriver Sky Sports.

Det engelske medie er blevet fortalt, at historien om en fyring af Mourinho denne weekend er ”noget vås.”

Hvorvidt Mourinho er tæt på en fyreseddel eller ej, er United i hvert fald under pres til at hente en sejr, hvis storklubben ikke skal hægtes af i kampen om top 4 i Premier League.

Opgøret mellem Manchester United og Newcastle har kickoff klokken 18.30 og vises på TV3+.