Superliga

OB-træner: En must-win-kamp

Et kriseramt OB-mandskab SKAL ganske enkelt slå bundproppen HB Køge i denne weekend. Sker det ikke, kan det koste dyrt...

Sidste sæsons Superliga-to'er, OB, befinder sig i en nedadgående spiral. Efter et enkelt point i forårspremieren mod Silkeborg, er fynboerne gået tomhændede fra banen to weekender i træk. Presset er derfor enormt inden søndagens opgør mod rækkens prügelknabe HB Køge. Både på spillerne, men i den grad også på cheftræner Henrik Clausen, som på trods af forsikringer om det modsatte næppe sidder helt sikkert i sit sæde.

- Du kan godt sige, der er tale om en must-win-kamp. HB Køge ligger under os, og vi har i den grad brug for en sejr, bedyrer Clausen overfor tipsbladet.dk.

Med et nederlag til Superligaens nummer sjok vil temperaturen under OB-trænerens sæde stige fra varmt til glohedt. Det påvirker imidlertid ikke hans forberedelser til kampen.

Læs også: Kan historien vælte Henrik Clausen?

- Jeg tænker ikke meget over det. I stedet tænker jeg over, hvad vi kan gøre i forhold til kampen, siger Henrik Clausen, der dog ikke er upåvirket af de dårlige resultater og det medfølgende pres fra omgivelserne.

- Jeg er udmærket klar over, at vores resultater ikke har været som de gerne skulle. De forventninger vi selv og omgivelserne har haft til os, spiller ikke overens med de resultater og præstationer, vi har leveret, fortsætter OB-chefen.

Henrik Clausens trup har modtaget stor kritik. Blandt andet for at mangle lederskab og mental styrke. Spørger man OB-træneren er der imidlertid mere komplekse årsager til fynboernes svigtende resultater.

- Det er en kompleks situation. Der er ikke en enkeltstående årsag til, hvorfor vi ikke vinder. Var der det, havde vi naturligvis lavet det om, fastslår han.

- Vi vinder ikke kampe, hvor vi spiller dårligt. Det er det, gode hold gør. Men det kan vi ikke. Dén gænge skal vi kæmpe os ind i, fortsætter Clausen.

Det skal OB-holdet nu forsøge at gøre startende på søndag mod HB Køge i et opgør, hvor fynboerne på forhånd er udskreget som storfavoritter. Og lige præcis dét faktum kan vise sig farligt for de stribede.

- Rent mentalt er det en af de sværeste kampe, man kan forestille. Men vi skal ud og vinde. Det vigtigste er, at vi ikke går i panik, hvis ikke vi fører 1-0 efter fem minutter. For det gør vi næppe, slutter Henrik Clausen.