Superliga

Zanka forlænger ikke med FCK

Mathias Zanka Jørgensen bliver efter alt at dømme i FCK et år endnu. Men derefter er det også slut.

I skrivende stund ser det ud til, at FC København er urokkelig, når det gælder et salg af Mathias Zanka Jørgensen i dette transfervindue. Forsvarsspillerens agent, Darryl Powell, har tidligere udtalt til tipsbladet.dk, at et konkret bud på hans klient er havnet på Carsten V. Jensens skrivebord i Parken, formentlig fra PSV Eindhoven, men FCK har ingen intentioner om at slippe deres guldfugl.

Det er løverne i deres gode ret til. FCK har nemlig papir på Zanka et år endnu. Men når den aftale udløber, er forsvarsspilleren en færdig mand i FC København. En forlængelse af kontrakten er nemlig ikke en del af overvejelserne for Mathias Zanka Jørgensen.

- Mathias har udviklet sig fantastisk i FCK. Han har vundet trofæer, spillet Champions League og fået debut på landsholdet takket være FCK, men nu er det på tide at komme videre, så han kan forsætte sin udvikling som spiller, siger Darryl Powell til sporten.dk og uddyber:

- Jeg er ansat til at varetage min klients interesser, og set fra min stol er Mathias klar til at prøve noget nyt og større allerede nu. FCK vil ikke sælge Mathias nu, så derfor er vi nødt til at se på andre muligheder, og det er et Bosman-skifte til næste sommer, når hans kontrakt udløber, siger Darryl Powell.

Mathias Zanka Jørgensen må regnes som en sikker mand i FCK-forsvaret til den kommende sæson, hvor han får en islænding ved sin side. Ragnar Sigurdsson og Sölvi Ottesen skal nemlig kæmpe om den sidste plads i det centrale forsvar.