Rundt om Premier League: £75 millioner er ingen penge
Foto: Getty Images
Premier League

Rundt om Premier League: £75 millioner er ingen penge

Rundt om Premier League er tilbage og berører emner som Harry Kane, Virgil van Dijk og Carlos Carvalhal.

Harry Kane – på niveau med de allerbedste?
De bedste rendyrkede angribere i Ballon d’Or 2017 blev kåret til at være Robert Lewandowski, Harry Kane, Edinson Cavani, Luis Suarez og Antoine Griezmann. Lige nu er det kun Robert Lewandowski af de fem, der kan måle sig med Harry Kane.

Englænderen scorede sit andet hattrick i streg i lørdagens nedsabling af Southampton – og intet synes at stoppe Kane (altså bortsat fra august måned).

Blot 20 kampe inde i sæsonen er Kane allerede på 18 sæsonscoringer, blot 11 færre end han formåede i sidste sæson.

Hvor er gejsten, Manchester United?
Når man taber til et Championship-hold, der ikke engang havde sine bedste spillere med og i kampen efter smider sejren i kampens sidste sekund efter at have været én mand i overtal i 30 minutter, så kan man godt troppe op med bare lidt kampgejst til den efterfølgende kamp.

Ja, Manchester United, jeg snakker til jer.

Der kom ikke meget fra De Røde Djævle i første halvleg af Boxing Day-hjemmekampen mod Burnley, og pludselig stod det 0-2 til Sean Dyches tropper – og det var ikke engang ufortjent.

Godt nok svarede Manchester United tilbage og fik 2-2, men det er meget bekymrende for José Mourinho, at der ikke var mere gejst på United-holdet til en vigtig kamp på hjemmebane.

Van Dijk fik sit drømmeskifte – og Liverpool endelig en ordentlig stopper
Endelig, endelig, ENDELIG fik Liverpool-fansene den midterforsvarer, de efterhånden har gået og skreget efter i rigtig lang tid. Man kan jo godt forstå, at de har råbt efter én, når det er dem, der på ugentlig basis har været tvangsindlagt til at skulle se på Dejan Lovren og Ragnar Klavan. Førstnævnte mere usikker end Bambi på glatis, mens Klavan mest af alt ligner en spiller, der hører mere hjemme i FIFA Street.

Nok om det. Liverpool har fået Virgil van Dijk – og betalt en sum penge for ham. Er hollænderen £75 millioner værd? Formentlig ikke, men markedet er fuldstændig forskruet og ethvert køb i Premier League kommer formentlig til at se dumt ud. Der blev sågar sat spørgsmålstegn ved, hvorvidt Mohamed Salah var pengene værd, da Liverpool hentede ham i sommer hos AS Roma, og se ham nu?

Faktum er, at Liverpool har brug for Virgil van Dijk, og så er prisen sådan set ligegyldig.

Hvad laver Carlos Carvalhal i Swansea?
Hvordan giver det mening at ansætte en manager, der få dage før er blevet fyret i en klub i midten af The Championship? Svaret er, at det gør det sådan set heller ikke. Med blot tre sejre i de 20 første kampe af Premier League-sæsonen er det altså ikke nu, at man skal spille på lottokuponer hos Swansea-ledelsen.

Fremfor at have ansat Carlos Carvalhal fra Sheffield Wednesday, skulle Swansea have gået med et “safe bet”, så at sige, selvom det måske går mod deres åhh så kostbare DNA i klubben. I stedet burde man have ansat Tony Pulis og i det mindste være sikker på, at selvom spillet måske ikke er særligt poleret, så skal resultaterne nok følge.

Alt andet lige skal det siges, at den første tid i Wednesday for Carvalhal var lovende. Sæsonen før han kom til klubben var de endt på en 13. Plads i The Championship, men de to følgende sæsoner nåede de playoff-pladserne og tabte sågar finalen mod Hull tilbage i 2016.

Liverpool underholdte mod elendige Swansea, men er det holdbart?
En kamp mod Premier Leagues absolutte bundhold, der netop har fyret sin manager, synes normalt at være en overkommelig opgave. Det er dog sådanne kampe, Liverpool tidligere har tabt. Det gjorde de dog bestemt ikke lørdag aften, da Svanerne fra Wales blev plukket i stykker af et meget velspillende Liverpool-mandskab.

Svagheden for dette Liverpool-mandskab er, at man ikke konsekvent kan regne med disse glimrende præstationer. En gang om måneden går det bare galt for The Reds, der går helt ned i visse kampe, så som augusts møde med Watford, septembers mod Manchester City, november-kampen i Sevilla og senest tre mod Arsenal.

Kan man undgå sådanne kraftige udslag, så ser det godt ud for Liverpool, der skal få spillet Virgil van Dijk ind på holdet og gøre klar til næste sæson i Premier League.


Sponsoreret:
Drømmer du om en tur ud i Europa for at opleve den fede fodboldstemning på et af de helt store stadions?

Skal det være hos FC Barcelona, Real Madrid, Manchester United, Liverpool, Chelsea, Bayern München eller noget endnu bedre?

Få tre hurtige tilbud på den perfekte fodboldtur for dig og vennerne, for far og søn eller for hele familien.

Det er nemt, hurtigt og enkelt, og der er svar fra rejsearrangørerne inden for 24 timer – find dit rejsetilbud her.