Video : Tipsbladet
La Liga

Barca-stopper svarer Real Madrid: Der var ikke straffespark

Clement Lenglet er uenig med Real Madrid og mener ikke, at han begik straffespark i El Clasico.

Det sluttede uden scoringer, da FC Barcelona og Real Madrid onsdag aften tørnede sammen i sæsonens første El Clasico.

Men Real Madrid blev i løbet af kampen snydt for to straffespark. Det mener de selv.

Læs også:Real Madrid-anfører efter El Clásico: Vi skulle have haft to straffespark

På sin hjemmeside har Real Madrid således beskrevet, at Raphael Varane burde have fået to straffespark, men at de ikke blev dømt. Den første situation, hvor Real Madrid følte sig snydt, var en duel ved et hjørnespark, hvor værternes Clement Lenglet trådte på Raphael Varanes lår.

Det resulterede dog ikke i et straffespark, og den dom erkærer Clement Lenglet sig enig i.

- I mine øjne er det ikke et straffespark. Jeg ville ramme bolden med hovedet og få styrke i min bevægelse. Jeg brugte min krop og mine ben til det, og desværre ramte jeg Raphael Varanes ben.

- Jeg er hovedpersonen, og jeg ved, at jeg vil cleare bolden. Jeg er ikke en spiller, der kan lide at sparke folk. Men hvis nogle mener, det er et straffespark, er det op til VAR. VAR tog en beslutning, og den skal respekteres, siger Clement Lenglet til Movistar ifølge Goal.

Efter pointdelingen i El Clasico er FC Barcelona og Real Madrid fortsat lige i La Liga, hvor de begge har 36 point. FC Barcelona indtager imidlertid førstepladsen, da de har en bedre målscore.

Læs også:Uforløst El Clásico sluttede uden vinder

Læs også:Benzema høster roser fra Barca-spids: En af de bedste 9'ere

Læs også:Under El Clásico: YouSee og TV2 Play er nede