FC København vandt ikke et eneste derby i sidste sæson, men søndag snuppede løverne tre point i sæsonens første af slagsen, da det blev til en 3-1-sejr over Brøndby IF på eget græs. Det trak op til pointdeling, men i det sidste kvarter satte hjemmeholdet trumf på med to scoringer.
Dermed kunne også Ståle Solbakken igen forlade et lokalopgør som sejrherre.
- Det var en kamp, der bar lidt præg af, at begge mandskaber havde spillet i torsdags. Vi havde et vist momentum i første halvleg uden at være overlegne, men vi var et hak bedre. I anden halvleg startede vi godt, og Viktor havde en kæmpe chance, men så scorede de på en omstilling, hvor vi laver to tekniske fejl. Derefter havde Brøndby sin periode i kampen, og psykologien lå til dem, men vi kom flot tilbage. Jeg synes, vi var det bedste hold, siger FCK-manageren.
Han fastslår, at sejren har minimal betydning for ham personligt, og i virkeligheden misunder han arvefjenden en smule lige præcis på nuværende tidspunkt.
- For mig betyder det nok mindst. Jeg har været her så længe, at jeg er i stand til at se det store billede, og i den periode, vi står foran nu, vil jeg hellere være i Brøndbys sko, siger Solbakken.
Grunden til, at FCK-bossen gerne vil bytte sko med Alexander Zorniger, er de kommende kampe i Europa League-kvalifikationen. Her er både FCK og Brøndby på vej i playoff, hvor løverne står til at møde Serie A-klubben Atalanta med blandt andre Andreas Cornelius i truppen, mens Brøndby formentlig skal møde Genk - det forudsætter dog, at de to klubber gør arbejdet færdigt mod henholdsvis CSKA Sofia og Subotica.
Ståle Solbakken synes imidlertid ikke, at FCK er havnet i en fair situation.
- Vi har været i et europæisk gruppespil i 11 ud af de seneste 12 år, og så kan man få Atalanta i en playoff, mens andre hold, som er useedede og ikke har været i Europa, kan få hold, de skal slå seks-syv gange ud af ti. Vi skal bestige et bjerg for at nå Europas Leauge-gruppespillet, og vi er det danske hold, der har det sværest. Jeg ville hellere have undværet to point i Superligaen og haft en anden lodtrækning, siger han.
FC København møder CSKA Sofia i Telia Parken på torsdag, mens der venter en udekamp mod AGF næste søndag.