Video : Tipsbladet
Benelux

Dansk stjerne storroses: Et Messi-mål

Efter en måneds skadespause vendte Andreas Skov Olsen tilbage for Club Brugge i weekenden, og den danske landsholdsprofil blev kampafgørende i sit comeback.

Superligaen er ikke den eneste liga, hvor der er lagt op til en gyserafslutning.

I Belgien måtte Anderlecht søndag afgive førstepladsen, da Kasper Schmeichel og kompagni måtte nøjes med 0-0 mod Union St. Gilloise, mens Club Brugge hentede en 2-1-sejr ude mod mestrene fra Antwerpen. 

Club Brugges sejr kom i land efter et forrygende mål af Andreas Skov Olsen, der var tilbage i aktion efter en måneds skadespause. Efter 63 minutter scorede den danske landsholdsstjerne et forrygende mål, da han drev bolden fremad og herefter udplacerede Antwerpens målmand fra kanten af feltet. 

Mediet Voetbal Primeur har efterfølgende omtalt Skov Olsens 2-0-scoring som 'et Messi-mål', mens også avisen Het Laatste Nieuws fremhæver danskerens kvaliteter. 

- Andreas Skov Olsen. Den fortabte søn, som har været ude af billedet i et stykke tid. I Brugge, og blandt mange observatører, er der en opfattelse af, han ikke passer til holdets 'dynamik'.

- Men danskerens fortryllende venstre fod gjorde den påstand til skamme i midten af anden halvleg. Et forrygende hug. Rendyrket talent, skriver Het Laatste Nieuws om Andreas Skov Olsen. 

Med søndagens resultater ligger Club Brugge på førstepladsen i den belgiske liga, to point foran Anderlecht. 

Der er tre spillerunder tilbage, og de to tophold mødes i næstsidste spillerunde.