Video : Tipsbladet
Premier League

Touré-agent: Intet problem at skifte til United

Ivorianerens agent har længe haft et horn i siden på Pep Guardiola. Nu fortæller han, at Yaya Touré sagtens kan skifte til rivalerne.

Yaya Touré har i denne sæson været forvist til bænken i Manchester City. Og store dele af det kan tilskrives ivorianerens agent Dimitri Seluk. I sommer brokkede agenten sig over, at Guardiola havde ydmyget Touré ved at sætte ham på bænken. Det ville den spanske manager ikke finde sig i, så han bad om en undskyldning. 

Efter noget tids krydsild mellem de to parter undskyldte Touré omsider, og han fik nu en smule spilletid igen. Men han har dog langt fra været fast mand på holdet. 

Derfor har midtbanespillerens agent nu grebet til verbale våben nok engang. Denne gang er Seluk ude at sige, at hans klient intet har imod at skifte til arvefjenderne fra Manchester United, når hans kontrakt i City løber ud til sommer.

- Hvorfor ikke United? Jose Mourinho er en meget god træner. Zlatan Ibrahimovic spillede sammen med Yaya i Barcelona. Jeg ved godt, at de to klubber er rivaler, men for mig og Yaya er det ikke noget problem. Det vil det være for Manchester Citys ledelse, siger Seluk til Sky Sports.

Yaya Touré var at finde på bænken under hele onsdagens Champions League-opgør mod Monaco.