Video : Tipsbladet
Superliga

Donyoh-drøn var ikke nok for FCN i Herning

FC Midtjylland hentede mandag ind på Brøndby i guldkampen, da de besejrede FC Nordsjælland med 2-1 på MCH Arena.

Opgøret startede nøjagtigt så livligt og medrivende, som det var forventet på forhånd. 

Første store chance kom til hjemmeholdet efter bare fem minutter, da Gustav Wikheim spillede Alexander Munksgaard i dybden på højrekanten, Kantspilleren slog et flot indlæg ind i panden på en helt fri Frank Onyeka, men Runar Runarsson kom stormende ud og fik afværget hovedstødsforsøget. 

Hjemmeholdet satsede stort på standardsituationer, som FC Nordsjælland i de seneste par kampe har haft svært ved at forsvare. Efter et kvarter fik "Ulvene" så fuld valuta for satsningen, da Bubacarr Sanneh steg til vejrs efter et indkast og med imponerende timing stangede bolden over i det fjerneste målhjørne. 1-0 til FC Midtjylland.

Målet var en kende kontroversielt, da selvsamme Sanneh i minuttet forinden så ud til at have begået en forseelse på en fremadsstormende Mathias Rasmussen, der, hvis den var blevet fløjtet, godt kunne have været takseret til et rødt kort. Fløjten forblev dog tavs, og forsvarsspilleren kunne score kort efter. 

Mens Midtjylland havde overtaget på dødbolde, var det FC Nordsjælland, der havde mest boldbesiddelse. Gæsterne flyttede bolden godt rundt, men når de nåede ned på den sidste tredjedel, blev der lavet for mange tekniske fejl og skabt for få chancer. 

Kort før pausen havde Paul Onuachu en god mulighed for at fordoble føringen med et hovedstød, men forsøget blev afværget på stregen af en FCN-forsvarsspiller. Nordsjælland havde svært ved at skabe chancer, men sekunder efter Onuachus hovedstød fik de deres hidtil største mulighed, da Jonathan Amon satte Mathias Jensen flot op i FCM-feltet. 

Jesper Hansen reddede dog forsøget, og FC Midtjylland gik derfor til pause med en 1-0-føring.

Efter pausen kom FC Nordsjælland bedre ud og fik skabt et par gode muligheder. Efter 52 minutters spil opstod der så endnu en kontroversiel situation, da Jonathan Amon satte Kian Hansen af i feltet. Forsvarsspilleren nedlagde offensivsspilleren ved at spænde ben, men ligesom i første halvleg forblev dommerens fløjte tavs.

Med en halv time time igen blev det så 2-0 til hjemmeholdet. Munkgsgaard slog et præcist indlæg ind i brystet på Paul Onuachu, der tog bolden flot ned med brystet og derefter køligt placerede bolden helt ude i det højre målhjørne.

FC Nordsjælland fortsatte med at have meget boldbesiddelse, men uden rigtigt at blive farlige. Bedste forsøg kom med et kvarter igen, da Mikkel Damsgaard trykkede af fra tæt hold. Jesper Hansen hev dog en fornem redning op af hatten.

Med fem minutter igen bragte indskiftede Godsway Donyoh så pludselig spænding tilbage i opgøret, da han sendte bolden flot op i det venstre målhjørne med en kraftfuld afslutning fra distancen.

FC Nordsjælland kom dog ikke tættere på, og FC Midtjylland hentede derfor tre vigtige point i guldkampen. De er nu tre point efter Brøndby IF, inden de møder hinanden næste mandag.


Sponsoreret:
Drømmer du om en tur ud i Europa for at opleve den fede fodboldstemning på et af de helt store stadions?

Skal det være hos FC Barcelona, Real Madrid, Manchester United, Liverpool, Chelsea, Bayern München eller noget endnu bedre?

Få tre hurtige tilbud på den perfekte fodboldtur for dig og vennerne, for far og søn eller for hele familien.

Det er nemt, hurtigt og enkelt, og der er svar fra rejsearrangørerne inden for 24 timer – find dit rejsetilbud her.