Superliga

FCM: Fair chance for angriberne

Mads Hvilsom er hentet tilbage til FCM, og da både Morten Nielsen og Baba Collins også kommer retur, er der pludselig mange om buddet om pladserne i angrebet. - Der er fair konkurrence, lover træneren.

I dag har FC Midtjylland hentet Mads Hvilsom tilbage fra 1. divisions-klubben Viborg, som egentlig havde lejet angriberen for hele sæsonen. Begrundelsen for at tilbagekalde Hvilsom var, at Glen Riddersholm ikke vurderede, at tre angribere ville være nok til forårssæsonen, hvor det umiddelbart så ud til, at Tim Janssen, Sylvester Igboun og Jude Nworuh var de eneste angribere i FCM-truppen.

Mens Hvilsom altså kommer tilbage til Herning før tid, er Baba Collins og Morten Nielsen imidlertid også kommet tilbage fra lejeophold i henholdsvis FC Ordabasy og Fredericia, og de to er også med i trænerens planer for foråret.

- Jeg kender ingen trænere, inklusive mig selv, som ikke stiller det bedste hold. Hvis nogen af de spillere lige pludselig eksploderer og viser sig frem på en speciel måde, så er jeg helt sikker på, at de spiller, siger Ridderholm til tipsbladet.dk, hvorefter han understreger, at han forholder sig til den trup, der stiller til start til træning i januar.

- De spillere, der møder op til træningen i FC Midtjylland, er en del af mine planer. Sådan er det. Så får de en fair behandling og en fair mulighed for at spille sig ind på holdet. Eksempelvis var det sådan i opstarten, at når vi havde to træningskampe, så fik alle, uanset om man var ung eller gammel, minimum én halvleg i opstarten, siger han og fortsætter om Baba Collins og Morten Nielsen:

- Det er nogle uafklarede ting, som vi arbejder på, men det er ikke noget, der ligger i mine hænder. Så der må vi se, hvad der sker hen over vinteren, siger træneren.

Udover Hvilsom, Collins og Nielsen råder Riddersholm over Jude Nworuh, Tim Janssen og Sylvester Igboun til angrebet.