Video : Tipsbladet
Superliga

FCN-spiller jubler over salg til udlandet

19-årige Nicklas Strunck er blevet solgt fra FC Nordsjælland til hollandske FC Groningen, og det eventyr glæder han sig til.

FC Nordsjælland har belønnet endnu et stort talent med et salg til udlandet. Søndag kom det frem, at Farum-klubben har solgt Strunck til Holland og FC Groningen, der har fulgt den unge spiller længe.

Hovedpersonen selv glæder sig da også rigtig meget over skiftet.

Et skifte der nemlig ikke altid lå i kortene:

-Det at arbejde hårdt med alle detaljerne i hverdagen og i træningen har altid været det vigtigste for mig, for som ungdomsspiller havde jeg ikke det største talent. Men drømmen og arbejdsmoralen havde jeg, og FCN lærte mig at sætte mål og hele tiden tage skridt på vejen mod det, man vil nå, siger Nicklas Strunck.

Den 19-årige Groningen-spiller har desuden stor ros til Farum og FC Nordsjælland:

Jeg har altid haft fokus på de små ting, der kunne rykke mig, og klubbens værdier kiggede jeg på og gik efter at leve op til for at nå den drøm alle talenterne i klubben har om at få debut på 1.holdet. Nu får jeg opfyldt en anden drøm om at komme til udlandet, og den chance er jeg meget glad for, at klubben ikke vil stå i vejen for. Jeg glæder mig til at prøve mig selv af uden for Danmark og opleve atmosfæren og fodboldkulturen i Holland, udtaler han.

Nicklas Strunck har fået en fireårig aftale i FC Groningen.