Video : Tipsbladet
Superliga

Michelsen godkender uafgjort i Haderslev

OB-cheftræner Jakob Michelsen stiller sig tilfreds med et point i fredagskampen mod SønderjyskE efter en jævnbyrdig affære.

SønderjyskE og OB indledte fredag aften 14. spillerunde i Superligaen med en målløs deler i Haderslev.

Resultatet rykker ikke meget for de hold i tabellen, men OB’s cheftræner, Jakob Michelsen, er tilfreds med ét point i en tæt kamp på en vanskelig udebane. Det siger han i et interview til OB’s hjemmeside.

- Jeg synes, vi starter begge halvlege godt og får spillet godt rundt om SønderjyskE, men som halvlegene skrider frem bliver det mere og mere duelspil, og der er SønderjyskE lidt bedre end os i dag. Overordnet er det et fair resultat i en chancefattig kamp. Det er et svært sted at spille, og når man ikke kan vinde, er uafgjort det næstbedste resultat.

Kampen var en låst affære, hvor ingen af de to mandskaber for alvor turde at åbne for sluserne og gå efter sejren. Ifølge Michelsen kunne gæsterne have snuppet sejren, men offensiven var ikke skarp nok.

- Det er to gode forsvar, der har respekt for hinanden, og vi mangler den sidste skarphed og finesse. Vi har ikke den sidste kvalitet til at gøre det færdigt på SønderjyskEs halvdel. Omvendt holder vi også SE på et minimum af chancer. Vi skal være tilfredse, for et point i Haderslev er ikke dårligt.

Resultat betyder, at SønderjyskE indtager ottendepladsen med 17 point, mens OB er to point efter på tiendepladsen.