Superliga

Randers fyrer Michael Hemmingsen

Randers FC har med øjeblikkelig virkning fyret Michael Hemmingsen. Colin Todd er midlertid cheftræner i klubben.

Randers FC har med øjeblikkelig virkning fyret Michael Hemmingsen. Colin Todd er midlertidig cheftræner i klubben.

Klubben oplyser om trænerskiftet i en kort pressemeddelelse.

- Det er med stor beklagelse, at Randers FC har fundet det nødvendigt at afskedige Michael Hemmingsen med omgående virkning. Colin Todd er ansat som midlertidig cheftræner med virkning fra dags dato. Randers FC ønsker Michael al mulig held og lykke fremover.

Yderligere kommentarer står ikke skrevet i pressemeddelelsen.

Michael Hemmingsen kom til Randers sidste sommer, hvor den store mission var at sikre oprykning til Superligaen. Det lykkedes for Randers, omend oprykningen kom i hus trods svingende resultater i den næstbedste række.

Den midlertidige afløser Colin Todd har tidligere været i Randers. Han kom til klubben i sommeren 2007, men forlod den i januar 2009, da det kom frem, at Randers ikke ville forlænge hans kontrakt.