Skuffet Solbakken: Vi ligner et under middel Superliga-hold
Foto: Jan Christensen/Getty Images
Superliga

Skuffet Solbakken: Vi ligner et under middel Superliga-hold

FC Københavns manager, Ståle Solbakken, var ikke imponeret af sine spillere, efter holdet tabte 3-1 til FC Midtjylland i Herning. Mange var under det niveau, der skal til i en topkamp, mener han.

Indtil søndag aften havde FC København lignet sit gamle jeg: højt niveau i Europa og en overbevisende førsteplads i Superligaen. Mod FC Midtjylland lignede holdet også en tidligere udgave af sig selv, desværre for Ståle Solbakken og co. var det bare sidste sæsons af slagsen.

De danske mestre vandt 3-1 på hjemmebanen i Herning, hvor FCK nu har tabt fire kampe i streg, og dermed skrumpede sidstnævntes føring i tabellen ind til ét point. Det var manager Ståle Solbakken ikke imponeret af.

Han mente, at FCK gik fra højtflyvende førerhold til et ganske ordinært dansk mandskab.

- Vi ligner et helt normalt, under middel Superliga-hold. Specielt i perioder i anden halvleg, hvor vi i jagten på udligningen er ukoordinerede, og organisationen forsvinder. De første 10-15 minutter i anden halvleg er måske de dårligste i kampen. Og så laver vi store fejl, der koster kampen, siger han til TV3 Sport.

- Håbløst af Jesse (Joronen, red.) at begå straffe i en periode, hvor vi dominerer kampen. Tillader et par store chancer, hvor vi skal stå godt på banen og komme ind i kampen. Så jeg synes, der var mange spillere, som virkede til at være langt under niveau fysisk og mentalt i forhold til at klare at spille sådan en topkamp. I hvert fald efter vi kom bagud.

Trods nederlaget kan Ståle Solbakken og resten af FC København glæde sig over, at de ret hurtigt får chancen for at rette lidt op på tingene. Allerede torsdag skal de i aktion igen, når Zenit Skt. Petersborg gæster Telia Parken i den første kamp i Europa League-gruppespillet.